Erling Haaland sætter ny rekord

26/02/2023 07:59

|

Nicolai Busekist

Foto: James Williamson - AMA/Getty Images

Mest læste i dag

Erling Haaland er nærmest ikke til at stoppe, og nu har han sikret sig endnu en rekord til sit allerede ganske lange CV.

Norske Erling Haaland kan ikke blot glæde sig over, at han har fået en god start på livet i Manchester City. Han kan nu også bryste sig af at have overgået Sergio Agüero som den mest scorende City-spiller i en Premier League-sæson.

Efter at have kæmpet med at sende bolden i nettet i den seneste tid, var Erling Haaland igen på pletten lørdag aften, hvor han bragte City i front med 2-0, da de spillede mod Bournemouth i Premier League.

Det betyder også, at han nu står noteret for at have scoret intet mindre end 27 mål i den samme Premier League-sæson. Det er nok til at overgå Agüero, der før sad på rekorden med 26 mål.

Hvis Haaland også vil sikre sig rekorden som den mest scorende spiller i en enkelt Premier League-sæson, så kan han ikke stoppe med at score endnu.

Derimod skal han score hele 34 mål i denne sæson, hvis han skal overgå en rekord, der blev sat i 1993/94-sæsonen af Andy Cole for Newcastle, og som året efter blev matchet af Blackburn-spiller Alan Shearer.

Formår den norske stjerne at holde fast i sit snit i de sidste 13 kampe i denne sæson, er han dog på rette kurs til at sikre sig rekorden som den mest scorende spiller i en enkelt Premier League-sæson.

På nuværende tidspunkt kan han - som sagt - bryste sig af at have scoret 27 mål i denne sæson, hvilket han har brugt 24 kampe på at gøre.