Ferrari-teamchef færdig efter 28 år

29/11/2022 14:45

|

Nicolai Busekist

Foto: Stefano Guidi/Getty Images

Mest læste i dag

Der har været rygter om det i flere måneder, men nu er det endelig blevet bekræftet, at Mattia Binotto er en færdig mand hos Ferrari i Formel 1.

Mattia Binotto stopper i sin rolle som teamchef hos Ferrari i Formel 1 ved årets udgang.

Det er blevet bekræftet af holdet, der har udsendt en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Binotto har været en del af Ferrari i mange år, da han kom til i 1995, hvor han var motoringeniør. Siden da steg han i graderne, og fik i 2019 rollen som teamchef, da han afløse Maurizio Arrivabene efter en magtkamp.

Nu har han dog besluttet sig for, at det er det rette tidspunkt for ham at forlade Ferrari, hvilket han har gjort klart i den pressemeddelelse, der er blevet udsendt af Ferrari.

"Med den beklagelse, det indebærer, har jeg besluttet mig for at afslutte mit samarbejde med Ferrari. Jeg forlader en virksomhed, som jeg elsker, og som jeg har været en del af i 28 år. Jeg kan med sindsro sige, at jeg har gjort alt for at nå de opstillede mål," lyder det fra ham.

"jeg tror, at det er det rigtige skridt for mig på dette tidspunkt, uanset hvor svær beslutningen var for mig,« fortsætter Mattia Binotto.