Storklub skal betale enormt beløb til Cristiano Ronaldo

18/04/2024 10:00

|

Nicolai Busekist

Foto: Sam Bagnall - AMA/Getty Images
Cristiano Ronaldo kan se frem til at modtage en stor sum penge, som han har til gode hos sin tidligere klub.

Mest læste i dag

Det ville være synd at sige, at Cristiano Ronaldo er en mand, der mangler penge. Ikke desto mindre er der flere penge på vej til hans i forvejen bugnende bankkonto.

Det skyldes, at Juventus er blevet dømt til at betale ham intet mindre end 9,5 millioner euro. Årsagen til dette er, at de ikke har betalt ham hele hans løn for 2020/21-sæsonen.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at dommen faldt i en italiensk retssal onsdag aften. Dermed kan Ronaldo se frem til at modtage, hvad der svarer til omtrent 75 millioner danske kroner.

Ronaldo var en del af truppen i den italienske klub fra 2018 til 2021. Efterfølgende har forholdet til klubben dog ikke ligefrem været fantastisk, da han har kørt den pågældende sag, som har varet i flere år.

Selvom han kan glæde sig over at have fået et stort beløb fra Juventus, så nåede han ikke helt i mål med sagen. Den portugisiske stjerne havde nemlig forlangt at få dobbelt så meget, som han endte med at blive tilkendt.

Da han i 2021 forlod Juventus, var det til fordel for en kontrakt i Manchester United, hvor han flere år tidligere fik sit helt store gennembrud.

Skiftet retur til Old Trafford blev dog ikke en succes for Ronaldo. Derimod kulminerede opholdet med et interview, hvor han rettede kritik af klubben og træner Erik ten Hag. Det medførte, at han få måneder senere skiftede til Al Nassr i Saudi-Arabien.

Det har rent økonomisk været en god beslutning for ham, da han ifølge Forbes var den højest indtjenende sportsstjerne i 2023. Her sikrede han sig en indkomst på hele 136 millioner dollars, hvilket svarer til 950 millioner kroner.