Fodboldforbund åbner undersøgelse mod Arsenal

17/02/2023 09:56

|

Nicolai Busekist

Foto: Oli Scarff/Getty Images

Mest læste i dag

Det britiske fodboldforbund Football Association har valgt at åbne en undersøgelse, efter Arsenal-fans kastede genstande efter Kevin De Bruyne.

Onsdag aften tørnede Arsenal sammen med Manchester City i en vigtig Premier League-kamp på Emirates Stadium.

Og det må siges, at det var en meget begivenhedsrig kamp, der bød på flere interessante episoder.

Erling Haaland fik sendt en bold i nettet, som sikrede dem en sejr på 3-1. Det var nok til at rykke dem op på 1. pladsen i den engelske liga, hvor Arsenal nu er blevet rykket ned på en 2. plads.

Bukayo Saka fik udlignet til 1-1 med sit mål på et straffespark, efter Kevin De Bruyne havde bragt City i front. Mål fra hhv. Jack Grealish og Haaland sikrede dog de tre point til Guardiolas hold.

I det 87. minut valgte Guardiola at hive De Bruyne ud, og da han gik tilbage mod spillerbænken, blev der kastet en lang række flasker og krus efter ham.

Netop dette har medført, at Football Association ifølge Sky Sports har valgt at udføre en undersøgelse, som kan medføre, at Arsenal bliver idømt en bøde for deres fans' opførsel.

Mediet skriver også, at hændelsen blev inkluderet i dommerens kamprapport.

På trods af den store fjendtlighed, han blev udsat for, gjorde De Bruyne ikke andet, end at smile tilbage til publikum, mens han undveg de genstande, der blev kastet mod ham.

Derudover bragte den 31-årige stjerne også situationen op på Instagram, hvor han delte et billede med teksten: 'Nogen der vil have øl?'.

Derudover delte han også et andet billede af en plastikkop på vej mod ham, som blev delt med teksten: 'Tak!'.