Forventningsfuld Magnussen: 'Det er en ny æra'

03/03/2023 07:58

|

Nicolai Busekist

Foto: Dan Istitene/Getty Images

Mest læste i dag

Den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen er meget forventningsfuld forud for den kommende sæson, som han beskriver som 'en ny æra'.

Kevin Magnussen er klar til at tage hul på den kommende sæson af Formel 1, der bliver sat i gang søndag, hvor det første af sæsonens løb køres i Bahrain.

Den danske racerkører har gjort det klart, at han mener, at Haas har taget et skridt i den rigtige retning.

"Haas har bestemt taget et stort skridt. Det er en ny æra for holdet, som vi træder ind i, vil jeg sige," sagde han til Motorsport.com, da han blev spurgt om, hvorvidt Haas er godt rustet på den til den nye sæson.

"Det er spændende. Vi er på vej i den rigtige retning. Og det bliver spændende at se, hvor vi kommer hen."

"Alle på holdet kan se, at vi er et godt sted og kommer tættere på at nå de mål, vi har for holdet. Og fremskridt motiverer alle."

Sidste år var det begrænset, hvad Haas havde mulighed for at gøre, for at forbedre deres bil, da deres budget begrænsede dem i et stort omfang.

I år er det dog anderledes, og holdet har mulighed for at benytte sig af en mere aggressiv strategi, hvilket også har medført, at de sigter efter at forbedre sidste års ottendeplads i konstruktørmesterskabet.

"Det er meget tydeligt, at vi er bedre forberedt til sæsonen sammenlignet med, hvor vi var sidste år," sagde Magnussen.

"Vi kan tage til hvert løb, uanset om det er Baku eller Monaco, og føle, at vi kan optimere bilen til banen."

"Det er noget, der koster penge, så bare det faktum, at vi har et lille løft for alle ved at få MoneyGram som titelsponsor, viser, at vi var i stand til at skabe en interesse omkring holdet sidste år, for at tage det store skridt og få dem ombord."

Han rundede af ved at sige, at det forhåbentligvis bliver et 'stort skub', at de har fået MoneyGram med som titelsponsor i år.