Vilde optagelser: Pludselig vælter enormt træ under The Masters

09/04/2023 07:58

|

Nicolai Busekist

Foto: Twitter

Mest læste i dag

The Masters er en af de største golfturneringer i verden, men fredag fik både spillere og tilskuere mere spænding, end de havde regnet med.

Under fredagens runder ved The Masters, var en række tilskuere tæt på at blive ramt af et enormt træ, da det pludselig væltede. Kort tid efter blev det meddelt, at man havde besluttet at suspendere spillet på grund af vejret.

En række optagelser fra stedet er gået viralt på de sociale medier. Blandt andet viser optagelser en rolig Sergio Garcia, der misser sit putt på en green på Augusta National, mens fans ser på.

Kort tid efter bryder kaos ud, da en gruppe tilskuere pludselig begynder at løbe væk fra, hvor de står.

Umiddelbart var det ikke helt klart, hvad der fik dem til at løbe, men blot et par sekunder senere ser man, at et stort fyrretræ styrter mod jorden.

Der findes også andre optagelser, der viser, at hele tre træer falder mod jorden på samme tid. Heldigvis var der ingen tilskuere eller spillere, der blev ramt, hvilket bliver beskrevet som 'mirakuløst'.

Det resulterede naturligvis i et mindre kaos blandt de fremmødte tilskuere, og kort tid efter blev spillet suspenderet med beskeden om, at det ikke ville blive genoptaget før kl. 08.00 lokal tid lørdag.

Flere tilskuere har ifølge The Sun beskrevet hændelsen som 'skræmmende', da de kunne se, hvordan det store træ pludselig begyndte at styrte mod jorden.

Heldigvis kom ingen til skade, og publikum hjalp senere med at rydde et træ, der var faldet hen over teestedet på det 17. hul, så spillerne kunne komme til.