Horner skal videre!
Lige nu læser andre
Det kom som et chok for mange i Formel 1-verdenen, da det kom frem, at Christian Horner er blevet fyret som teamchef hos Red Bull.
For første gang siden 2004 vil Horner ikke være til stede i paddocken, når F1-cirkusset næste gang ruller videre, denne gang til Belgien.
Men hvad bringer fremtiden for den 51-årige brite, som gennem to årtier har været synonym med Red Bulls succes?
Garden leave
Indtil videre er Horner sat på såkaldt “gardening leave” og kan derfor først vende tilbage til Formel 1 i 2026.
Læs også
Det giver ham tid til at overveje sine muligheder, og dem er der flere af, mener eksperterne på Sky Sports F1.
Ifølge tyske og italienske medier har Ferrari længe haft øje på Horner.
Teamchef Frederic Vasseur har været under pres, og allerede i maj skulle der have været uformel kontakt mellem Ferrari og Horner.
Selv afviste han rygterne dengang og sagde, at hans fremtid lå hos Red Bull.
Ny situation
Men nu er situationen en anden. Og mens Ferrari stadig nævnes, peger flere eksperter, heriblandt Karun Chandhok, på Alpine som en mere realistisk destination:
Jeg kan bedre forestille mig Horner hos Alpine end hos Ferrari. Alpine er britisk-baseret, ligesom Red Bull, og der er mange tidligere Red Bull-folk i teamet, siger Chandhok.
Flavio Briatore har pt. en rådgiverrolle hos Alpine, men ønsker ikke selv at stå for den daglige ledelse.
Det kunne bane vejen for Horner i rollen som teamchef.
Martin Brundle er enig og påpeger, at Horner har både netværket og erfaringen til at overtage ansvaret i Enstone:
Pendlerafstanden er den samme som til Milton Keynes, og Flavio og Horner har kendt hinanden i årevis. Det ville være et logisk skifte.
Ikke plads hos Mercedes eller McLaren
Muligheder som Mercedes, McLaren og Williams virker urealistiske.
Aston Martin kunne være et wildcard, især med ejeren Lawrence Strolls ambitioner, men det ville kræve en overraskende udskiftning af den nuværende teamchef Andy Cowell.
Der spekuleres også i, om Horner kunne søge en rolle uden for et team, eksempelvis i F1-organisationen eller FIA, som vi tidligere har set med Stefano Domenicali og Jean Todt.
Et farvel, men næppe et farvel til F1
I sin afskedstale til Red Bull-staben i Milton Keynes takkede Horner for “et privilegium uden lige” og nævnte, at han nu vil bruge mere tid med familien.
Men som flere eksperter bemærker, Christian Horner er næppe færdig med Formel 1. Spørgsmålet er bare, hvor han lander.