Mattias Skjelmose er ikke i tvivl om, at det kan gøre en stor forskel for Lidl-Trek.
Søndag køres Liège-Bastogne-Liège, som er en af verdens ældste cykelklassikere, og blandt de startende ryttere finder man danske Mattias Skjelmose fra Lidl-Trek. Og ambitionerne er ikke til at tage fejl af.
“Vores mål er at få en podieplads,” siger Skjelmose til TV 2 Sport forud for løbet.
Danskeren ankommer da også til den belgiske asfalt i god form.
En andenplads ved Amstel Gold Race og et flot resultat ved Flèche Wallonne i den forgangne uge har nemlig givet ham selvtillid, og Skjelmose understreger, at sæsonen ikke afhænger af søndagens resultat – men det ændrer ikke på, at han vil kæmpe for podiet.
En vigtig brik i Lidl-Treks plan er den italienske klatrer Giulio Ciccone, der ligeledes stiller til start. Skjelmose ser det som en klar fordel at have to stærke kort at spille med i den afgørende finale.
“Jeg tror helt klart, at det kan gøre rigtigt meget at have to kort at spille på i finalen,” siger han og understreger, at feltet i de seneste år enten er blevet domineret fuldstændigt af Tadej Pogacar eller har resulteret i en større gruppe, hvor taktik kan være afgørende.
Præcis, hvem af de to Lidl-Trek-ryttere, der skal køre den potentielt afgørende spurt, er endnu ikke afklaret, men Skjelmose har stor tillid til samarbejdet med Ciccone.
Holdets danske sportsdirektør Kim Andersen havde Skjelmose endnu ikke talt taktik med, da TV 2 Sport fangede ham i Belgien, men danskeren er ikke i tvivl om, at han og Ciccone vil hjælpe hinanden, hvis situationen kræver det.