Jonas Vingegaard bryder tavsheden om fremtiden
Af: Jesper Bengtson
|
10/08/2024 07:00
Mest læste i dag
Tour de France sluttede den 21. juli, og siden da har spørgsmålene til og om Jonas Vingegaard været mange.
Blandt andet har der været spekuleret en del i, om han skal køre Vuelta a España i efteråret, men allerede nu står det klart, at det ikke kommer til at ske.
"Jeg kører ikke Vueltaen i år, desværre. Jeg vil helt sikkert gerne køre det i fremtiden igen, men det bliver ikke i år. Jeg har brug for at hvile mig nu her, og så ser vi, hvad jeg skal resten af sæsonen," har han tidligere udtalt TV 2 Sport.
Men hvad med de mindre løb?
Alt tyder på, at Vingegaard i øjeblikket er i gang med at forberede sig på at deltage i det spanske endagsløb Clásica San Sebastián, der finder sted lørdag.
Selvom danskerens navn ikke optræder på den officielle startliste, har Team Visma - Lease a Bike bekræftet hans deltagelse over for TV 2 Sport.
Dermed ser det ud til, at den ydmyge Glyngøre-dreng, der sluttede som nummer to i Tour de France, følger dermed sin oprindelige plan, hvilket betyder, at han nok også stiller til start ved Polen Rundt senere på måneden.
Ifølge holdets hjemmeside ser Vingegaard frem til at køre de små løb, som venter lige om hjørnet:
"Løbene i San Sebastian og Polen Rundt er to smukke løb. Jeg har et specielt bånd til Polen. Det var her, jeg hentede min første sejr på World Touren," siger han og fortsætter:
"Jeg føler, at jeg stadig har noget at bevise der. Jeg vandt kongeetapen i 2019. Jeg kom så i førertrøjen, men jeg kunne ikke sikre den samlede sejr. Jeg går målrettet efter at vinde i år, men man skal selvfølgelig ikke undervurdere konkurrenterne."
Clásica San Sebastián er heller ikke ukendt for Vingegaard. I 2021 deltog han i løbet for første gang og endte på en ottendeplads.
Skal være far igen
Vingegaards hold, Visma-Lease a Bike, løftede forleden sløret for, at den danske cykelstjerne og hans hustru, Trine, venter barn.
På et Tour de France-pressemøde var Vingegaard-familien til stede, og her kunne det observeres, at Trine havde fået en lille babybule.
Barnets køn er endnu ukendt.
Vi her på redaktionen ønsker familien Vingegaard stort tillykke med det kommende medlem.