Berørt Viktor Axelsen taler ud

Af: Nicolai Busekist

|

16/03/2024 08:00

Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen var tydeligt berørt, da han udtalte sig efter sit nederlag i All England.

Mest læste i dag

Fredag aften dansk tid var Viktor Axelsen i aktion ved All England. Det blev desværre også sidste gang i denne omgang, da han tabte sin kamp i kvartfinalen.

Den danske stjerne var oppe imod Anthony Ginting, der ligger nummer fem i verden. Det endte med et nederlag, selvom det var Axelsen, der kom klart bedst fra start.

Axelsen vandt det første sæt med 8-21, hvorfor det så ud til at blive en hurtig og kort kamp. I andet sæt begyndte Ginting at spille sig varm, og det endte med, at han vandt de to efterfølgende sæt med 21-18, 21-19. 

Det var tydeligt at se, at Axelsen var meget berørt, da han forlod banen i England. Og det var der flere grunde til. Én ting var, at han tabte sin kamp, men han var også påvirket af en særlig episode i tredje sæt.

Her blev han bortdømt i en afgørende duel, hvor det så ud til, at Ginting havde sin ketsjer over nettet ved stillingen 18-18. Axelsen var bestemt ikke tilfreds med, at der ikke blev dømt til hans fordel, og det endte med at få indflydelse på hans spil.

Efter kampen udtalte han, at han havde mulighed for at vinde kampen, hvorfor han var ærgerlig over det. I samme ombæring pointerede han også, at han var sikker på, at der skulle have været dømt til hans fordel.

"Jeg havde alle muligheder for at vinde, og så er jeg selvfølgelig meget ærgerlig over det kald til sidst. Jeg ved ikke … Hvis der ikke er fejl, er det fuldstændig vanvittigt. Så er jeg blind, og så skal jeg til Louis Nielsen," sagde han til TV 2 Sport.

Han mener også, at det burde have været muligt at se episoden igennem med video. Det er f.eks. muligt i fodbold, hvor VAR er meget anvendt flere steder i verden.