Af: Jesper Bengtson
|
26/11/2024 13:47
Mest læste i dag
Anders Antonsen er på toppen.
Efter en forrygende sejr i Super 750-turneringen China Masters i weekenden har han nu overhalet landsmanden Viktor Axelsen og sikret sig andenpladsen på verdensranglisten.
Det er kun anden gang i karrieren, at Antonsen indtager andenpladsen. Første gang var tilbage i oktober 2022, hvor han holdt pladsen i fire uger.
Det skriver Ekstra Bladet.
På vejen til triumfen i Kina slog Antonsen sin landsmand i semifinalen. Dermed er Axelsen - på papiret - ikke længere den bedste danske badmintonspiller.
I starten af 2024 så alt lovende ud for Antonsen, men efter OL blev hans trænersituation kaotisk.
Han afsluttede samarbejdet med Joachim Persson, efter han blev beskyldt for at have spillet på en kamp i en turnering, som han selv spillede med i.
Det førte til en turbulent periode, men sidenhen er der kommet ro på.
I oktober begyndte han nemlig at samarbejde med sin storebror, Kasper Antonsen, som har været hans træner lige siden.
Indtil nu har det da også vist sig at være den rigtige beslutning. Først vandt Antonsen Denmark Open, og nu kan han også skrive triumfen i Kina på cv'et.
Mens Antonsen er på rette kurs, ser det værre ud for Axelsen.
For første gang siden februar 2021 er han ude af verdensranglistens top-2. Siden juni har kinesiske Shi Yuqi siddet solidt på førstepladsen og fortsætter med at dominere.
Fodbold
Tennis