Transfer-gakgak: Blev handlet fire gange på 24 timer

Af: Marcus Dam

|

11/02/2025 19:57

Basket
Steffen Prößdorf, via Wikimedia Commons
Dennis Schröder har haft en af de mest kaotiske NBA-deadlines i nyere tid.

Mest læste i dag

Den tyske guard nåede at skifte klub hele tre gange på 24 timer, før han endte hos Detroit Pistons. 

Efter en turbulent sæson, hvor han allerede var blevet tradet én gang tidligere, blev han en central brik i et hektisk transfervindue.


Fra Brooklyn til Detroit via et kaos af handler

Schröder startede sæsonen hos Brooklyn Nets, hvor han leverede solide præstationer med et gennemsnit på 18,4 point og 6,6 assists pr. kamp. 

I december blev han dog sendt videre til Golden State Warriors, hvor han havde svært ved at finde sin rolle og oplevede en markant nedgang i sine statistikker.

Warriors valgte at inkludere ham i en større handel, der sendte Jimmy Butler til San Francisco, og Schröder endte i Utah Jazz. 

Men opholdet i Salt Lake City blev kortvarigt, da Jazz hurtigt tradede ham videre til Detroit Pistons. 

Ifølge flere NBA-insidere forventes han nu at blive hos Pistons resten af sæsonen.


Skal hjælpe Pistons til slutspillet

Detroit er overraskende godt med i Eastern Conference og ligger i øjeblikket på syvendepladsen med en rekord på 25-26. 

Holdets bænk har haft problemer med at skabe spil, og Schröders evner som playmaker kan blive et vigtigt bidrag.

Den 31-årige guard har nu repræsenteret syv forskellige hold siden 2020, men trods den konstante usikkerhed fortsætter han med at være en eftertragtet spiller på markedet. 

Efter et hektisk døgn er målet nu klart: at hjælpe Pistons til deres første playoff-deltagelse siden 2018-19-sæsonen.