Ekspert har klar holdning til Jonas Vingegaards store beslutning
Af: Jesper Bengtson
|
17/10/2024 17:43
Mest læste i dag
Jonas Vingegaards afslutning på cykelsæsonen 2024 var en anelse atypisk.
Kort efter sejren i Polen Rundt blev det nemlig offentliggjort, at den danske guldfugl ikke ville køre flere cykelløb i år.
Selvom Vingegaard for en måneds tid siden blev far til en lille dreng, har beslutningen givet anledning til debat blandt cykeleksperter.
Det skriver B.T.
I podcasten 'The Move' udtrykker den tidligere U.S. Postal-sportsdirektør, Johan Bruyneel, sin undren over Vingegaards beslutning om at stoppe så tidligt på året.
"Ja, han blev far igen, men det er egentlig ikke en grund til at afslutte sin sæson," siger han og påpeger, at danskeren var i god form, da han takkede af for i år.
Ifølge eksperten er løb ikke kun vigtigt for fysisk træning, men også for at kunne måle sig mod konkurrenterne:
"Han og hans hold ved, hvad de gør. Jeg vil ikke kritisere, men jeg synes, det er en meget lang periode uden løb. Ikke bare fra et fysisk synspunkt, men man vil have referencepunkter. Man vil gerne vide, hvor man står i forhold til sine rivaler," udtaler han.
Vingegaards beslutning om at prioritere sin familie over en længere sæson er blevet rost af mange for at være menneskelig og afbalanceret, men samtidig har den vakt spørgsmål blandt cykeleksperter.
Hvad den lange pause kommer til at betyde for Vingegaards konkurrencedygtighed til næste års Tour de France, vil tiden vise.
Rival i storform
Tadej Pogacar har igen cementeret sin position som verdens bedste cykelrytter.
Lørdag vandt han for fjerde år i træk Lombardiet Rundt, og den markante dominans har da også imponeret den tidligere cykelrytter, Michael Rasmussen, som tilsyneladende ikke bed negle af spænding under løbet:
"Det var lidt som at se et straffespark uden målmand, hvor man bare ventede på, hvilket af hjørnerne Messi ville knalde den op i," udtaler han.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge Michael Rasmussen er Pogacars nuværende niveau så højt, at afstanden til konkurrenterne er næsten umulig at indhente på blot en sæson.
Frans Maassen, sportsdirektør for Vingegaard, har også udtrykt bekymring over slovenerens dominans og mener, at hullet til ham ikke vil blive lukket de næste fem år, hvis han fortsætter sådan:
"Som Frans Maassen sagde til mig under Touren: Hvis han fortsætter på det her niveau, så er afstanden så stor (til Vingegaard og de andre, red.), at det hul ikke vil blive lukket de næste fem år," siger Michael Rasmussen.
Det står i hvert fald klart, at det bliver en stor udfordring for Vingegaard at hamle op med Pogacar, når det går løs igen til sommer.