Der var en del rygter om, at Jakob Fuglsang var klar til at indstille sin karriere efter denne sæson. Nu står det dog klart, at han ikke er helt færdig som cykelrytter. Den danske stjerne tager nemlig en sæson mere på jernhesten.
I en pressemeddelelse oplyser cykelholdet Israel-Premier Tech, at han har fået en ny kontrakt på holdet. Der er tale om en etårig forlængelse, hvorfor den nye aftale kun binder ham til holdet næste sæson.
Det kom frem allerede i september, at Fuglsang var nået til enighed med et hold, hvorfor han ville tage en sæson mere. Dengang ønskede han dog ikke at sætte navn på sin arbejdsgiver. Nu står det klart, at han bliver hos Israel-Premier Tech, hvilket han er glad for.
Jeg er glad for, at jeg bliver hos IPT (Israel-Premier Tech, red.) og afslutter min karriere med holdet næste år. Jeg er taknemmelig over for holdet og Sylvan Adams for at give mig denne mulighed," siger Fuglsang i pressemeddelelsen.
Holdejer Sylvan Adams udtaler, at Fuglsang har lovet ham, at han har planer om at afslutte sin karriere med et brag. Dermed står det også klart, at den 39-årige cykelrytter har intentioner om at afslutte sin karriere efter næste sæson.
Det var især i forbindelse med Tour de France, at Fuglsang besluttede sig for at tage et år mere. Her var han i god form, og den gode form har han taget med sig ind i efteråret.
"Jeg føler, at jeg har fundet mig selv igen i denne sæson og bevist, at jeg stadig har det, der skal til for at køre på dette niveau i de største løb på kalenderen," lyder det fra ham Fuglsang.
Fuglsang har været en del af Israel-Premier Tech de seneste tre år, og nu kan han glæde sig over, at han kan tage et år mere. Der er dog ikke meldt noget ud om, hvordan hans løbskalender kommer til at se ud for næste sæson.