Jonas Vingegaard nomineret til stor hæder
Af: Marcus Dam
|
16/12/2024 09:57
Mest læste i dag
Det skriver Via Ritzau.
Fælles pressemeddelelse fra DIF, DR og Team Danmark
Når toppen af dansk idræt mødes i Jyske Bank Boxen for at hylde alle de store præstationer fra sportsåret 2024, så bliver det med en ny pris på scenen: ’Årets magiske øjeblik’.
Prisen hylder sportslige øjeblikke, vi aldrig glemmer. Det er øjeblikke, der gav gåsehud og måske tårer i øjnene.
”Eliteidræt er store følelsers skueplads. Det er her, vi ser de største glædesudbrud, de største skuffelser, de største kampe og de vildeste øjeblikke, der er med til at definere sportens historie. Med prisen ønsker vi at hylde de særlige øjeblikke, der gør os stolte, rørte og sætter et aftryk, som inspirerer os alle” siger Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund.
”Sportsåret 2024 var fyldt med uforglemmelige øjeblikke, som går over i historien og var med til at samle nationen. Jeg glæder mig til, at vi skal gense de magiske momenter, når vi hylder og hædrer de store præstationer i dansk idræt i Herning den 4. januar 2024” siger Lars Krarup, formand for Team Danmark.
Ud af et større felt har repræsentanter fra DIF, Team Danmark, DR og Danmarks Atletkomité nu udvalgt tre nominerede til ’Årets magiske øjeblik’:
Julie Leth – som vandt to VM-guldmedaljer i banecykling foran et euforisk hjemmebanepublikum og med sin VM-guldmedalje om halsen tager sin etårige søn på armen efter at have kæmpet sig tilbage til verdenseliten efter en fødsel og få måneders træning.
Jonas Vingegaard – som vandt en magisk sejr på 11. etape af Tour de France, hvor han på imponerende vis indhentede Tadej Pogača og slog ham i den afgørende spurt. Sejren var ekstra særlig pga. Vingegaards alvorlige styrt i Baskerlandet Rundt tidligere på sæsonen, som gjorde ham til en tvivlsom starter på touren.
Bjørk Nørremark – som efter første sit første længdespring til PL uforskyldt mistede sin markering, da en konkurrent fik skubbet til mærket. Det resulterede i en frustrerende springserie for Bjørk, hvor alt var helt ’off’ indtil sjette og sidste spring. Her satsede hun hele butikken, lavede et fantastisk spring og vandt bronze.
”Som noget helt nyt bliver det seerne, der kommer til at afgøre, hvem af de tre nominerede, der vinder prisen. Afstemningen kommer til at foregå live under showet, og vi håber, at rigtig mange vil bidrage med deres stemme og se med, når vi sammen skal genopleve alt det magiske fra sportsåret 2024”, siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for DR Sporten.
Sport 2024 afvikles i Jyske Bank Boxen lørdag den 4. januar 2024, og showet livetransmitteres på DR1 fra kl. 21.
Vil man overvære showet på stedet kan billetter købet via Ticketmaster.
Om prisen
Prisen uddeles til en atlet eller et hold, som har opfyldt et eller flere af følgende kriterier i prioriteret rækkefølge:
Øjeblikket skal foregå på et sportsligt højt internationalt niveau
Det skal være et øjeblik, som vi aldrig glemmer.
Det er noget, vi alle sammen har talt om.
Atleten/holdet har gjort noget bemærkelsesværdigt og dermed sat et positivt aftryk til inspiration for andre.
Foretaget en handling, som spreder stolthed