Af: Nicolai Busekist
|
24/06/2024 10:03
Mest læste i dag
Der har været en del mystik omkring det på det seneste, men nu har Kasper Asgreen endelig valgt at tage bladet fra munden. Den danske cykelrytter har nemlig afsløret, at han ikke skal med til Tour de France.
Den sportslige ledelse hos Soudal-Quick Step har tilsyneladende vurderet, at han ikke er den rette profil til at tage med til Tour de France. Derfor er han blevet vraget, hvilket han selv afslørede søndag, kort efter at have vundet en sølvmedalje til DM.
"Jeg skal desværre ikke med," sagde han til TV 2 Sport, da han blev spurgt ind til, om hans form tegnede godt til Tour de France.
Han talte kort tid efter med B.T., der forsøgte at få en forklaring på, hvorfor det var blevet besluttet. Her gav han udtryk for, at han havde fået en forklaring af holdet, men den ønskede han ikke at dele med andre.
"Det er selvfølgelig ærgerligt," lød det kortfattet fra den 29-årige cykelrytter.
Det bliver derfor en anderledes sommer for Asgreen, da det er første gang siden 2018, at han ikke skal deltage i Tour de France.
Han befinder sig i det sidste år af sin kontrakt med Soudal Quick-Step, hvorfor han ved udgangen af året står uden kontrakt. Derfor er det vigtigt for Asgreen, at han i denne sæson viser sig frem fra sin bedste side.
Han har afsløret, at der er forhandlinger i gang, men intet er afgjort. Derfor ved han fortsat ikke, hvorvidt han kommer til at køre for Soudal Quick-Step eller et andet hold i 2025.
Asgreen har desuden fået flere tunge nyheder på det seneste. Han har nemlig også været nødt til at acceptere, at han ikke skal køre OL. Derfor bliver det hverken til Tour de France eller OL i år.
Fodbold
Tennis