Mattias Skjelmose endte med at udgå fra dette års Flèche Wallonne. Det var dog ikke uden grund, at han gjorde det. Derimod var han så forfrossen, at han ikke kunne styre sin krop.
Det fik seerne også at se med egne øjne, da der dukkede en video op på de sociale medier. I denne video ser man, hvordan den danske cykelrytter må have hjælp til at komme indenfor, fordi han selv har svært ved at gå.
Det chokerede mange at se den danske cykelrytter i denne tilstand. Naturligvis fik det også mange til at spekulere i, hvorvidt det ville have alvorlige følger for det 23-årige amagerkanske stortalent.
Han har nu udtalt sig om videoen, og har forklaret, at det er en oplevelse, der har sat sig dybt i kroppen på ham. Det er svært at sige, hvad der konkret skete for Skjelmose, men tilstanden mindede om kuldechok, som også kaldes for hypotermi.
"Jeg frøs helt ind til knoglerne," lød det fra Mattias Skjelmose ved et pressemøde torsdag, ifølge B.T.
"Det er ikke første gang, at jeg ryster, men jeg er altid kommet over det. Men da jeg stoppede på toppen af Mur de Huy (løbets mytiske stigning, red.) for anden gang, kunne jeg ikke styre min krop, og det var det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet."
Den 23-årige Lidl-Trek-rytter forklarede også, at han heldigvis nåede at kontakte sin familie, inden videoen begyndte at florere på de sociale medier. Derfor var de på forhånd blevet orienteret om, at han havde det okay.
Selvom det bestemt ikke er en rar video at overvære, så mener Skjelmose, at det er positivt, at den er kommet frem. På pressemødet sagde han, at videoen var med til at give fansene en idé om, hvordan forholdene var under Flèche Wallonne.