Dana White indrømmer: Overvejer YouTube-stjerne i UFC

05/05/2022 10:26

|

Nicolai Busekist

UFC
Foto: Josh Hedges/Zuffa LLC

Mest læste i dag

UFC-boss Dana White har indrømmet, at han er 'interesseret' over udsigten til at give Jake Paul en kamp i UFC. Han nægter at udelukke, at det kan ske.

Jake Paul har fået en succesfuld start på sin karriere som bokser, idet han har vundet sine første fem kampe. Han har dog flere gange indikeret, at han ville være åben for et skifte til MMA.

YouTube-stjernen har tidligere givet Dana White et tilbud om en kamp mod Conor McGregor i UFC, såfremt White var åben for at hæve lønnen til UFC-kæmperne samt tilbyde dem bedre sundhedspleje.

White er af den opfattelse, at Jake Paul har et ønske om at kæmpe i UFC på grund af pengene, selvom han flere gange har kritiseret organisationen for at betale deres kæmpere alt for lidt.

"Når alt kommer til alt, så vil knægten kæmpe her. Han ønsker ikke at kæmpe her, fordi han tror, at vi ikke betaler folk. Han vil kæmpe her, fordi det er her pengene er, uanset hvad han siger," sagde Dana White på Pivot Podcast ifølge Mirror.

"Jeg vil aldrig sige aldrig. Jeg ved det ikke. Jeg mener, jeg ser på det nogle gange, og det er lidt spændende, men det strider lidt imod, hvad jeg gør. Jeg bringer virkelig det bedste af det bedste ind."

"Jeg har prøvet at lave et par af de der ting med kendte med nogle WWE-fyre. Nogle virkede. Nogle gjorde ikke. Men jeg ville ikke sige nej. Jeg lavede Mayweather/McGregor, da jeg sagde, at jeg aldrig ville gøre det."

White har tidligere været involveret i en boksekamp mellem Floyd Mayweather og Conor McGregor. Desuden har han tidligere sagt, at han er åben for at arbejde med andre berømtheder, hvis mulighederne er store nok.

Han var for nylig gæst på et afsnit af Jakes bror Logans podcast, hvor de talte om muligheden for, at Logan skulle kæmpe i UFC.