Dansk landsholdsstjerne i voldsomt sammenstød: Måtte sys med 15 sting

22/05/2023 11:56

|

Nicolai Busekist

Foto: Michael Regan - FIFA/FIFA via Getty Images

Mest læste i dag

Den danske landsholdsstjerne Victor Nelsson forventes at forlade Galatasaray til sommer, og nu har han fået en 'afskedsgave' med. 

Victor Nelsson arbejder sammen med resten af Galatasaray-truppen for at sikre sig det tyrkiske mesterskab i denne sæson.

Netop dette kom de et skridt tættere på tirsdag i sidste uge. Her tørnede Galatasaray-mandskabet sammen med Istanbulspor, hvor det blev til en sejr på 2-0.

Sejren var dog ikke helt uden omkostninger for den unge dansker. I første halvleg havde han et stort sammenstød med Istanbulspors Emenika Eze, hvor de slog hovederne sammen.

Det medførte, at man var nødt til at stoppe kampen i et længere stykke tid, da begge spillere skulle tilses efter sammenstødet. Det skriver Ekstra Bladet.

Victor Nelsson havde dog ikke i sinde at forlade banen. I stedet spillede han resten af kampen med en bandage om hovedet.

Efter kampen måtte han igen en tur forbi lægen, da han skulle sys med nål og tråd. Det har Galatasarays læge bekræftet.

"Vi måtte sy ham med 15 sting ved øjenbrynet," sagde Yener Ince ifølge det tyrkiske medie Gözlem.

Efter kampen delte Nelsson et opslag på det sociale medie Instagram. Her slog han fast, at han havde det fint efter sammenstødet.

"Vigtige tre point. Rigtig godt gået af mit hold. Og bare rolig, jeg er okay," skrev han på Instagram, hvor han også delte et billede af sig selv fra kampen med et stort plaster over sit højre øjenbryn.