Efter uro i klubben: Ruud van Nistelrooy er færdig

25/05/2023 11:58

|

Nicolai Busekist

Foto: ANP via Getty Images

Mest læste i dag

PSV Eindhoven bliver nødt til at se sig om efter en ny cheftræner, da Ruud van Nistelrooy har sagt op med øjeblikkelig virkning.

Onsdag har Ruud van Nistelrooy har sagt op i den hollandske fodboldklub PSV Eindhoven. Derfor er klubben nødt til at se sig om efter en ny træner, da han stopper med øjeblikkelig virkning.

Det skriver den hollandske klub på sin hjemmeside.

Opsigelsen kommer i kølvandet på en længere periode med intern uro. Dette er til sidst blevet for meget for den tidligere angriber.

For kort tid siden sikrede PSV Eindhoven sig for andet år i træk sejren i den hollandske pokalturnering. Søndag kan de sikre sig en andenplads i ligaen, hvilket kan give dem en plads i Champions League i næste sæson.

Selvom det umiddelbart har været en periode med flotte sportslige resultater, har den interne splid i klubben medført, at Van Nistelrooy har sagt op med øjeblikkelig virkning.

"Van Nistelrooy meddelte i morges (onsdag, red.), at der efter hans mening ikke var nok opbakning i klubben til at fortsætte længere. Han forklarede straks dette til spillerne og staben," skriver PSV.

Klubben lægger ikke skjul på, at den seneste tid har været præget af intern uro. På trods af dette, kommer det som en overraskelse, at han har afleveret sin opsigelse.

I pressemeddelelsen fremgår det, at der tirsdag aften var møde mellem Van Nistelrooy og bestyrelsen.

"Det blev besluttet at holde fokus på søndagens kamp mod AZ og fortsætte med at snakke efter sæsonen," skriver klubben.

Tilsyneladende var Van Nistelrooy ikke indstillet på at vente, hvorfor han nu har sagt op. Derfor bliver Fred Rutten nødt til at overtage roret frem mod sæsonens sidste spillerunde.