Erling Haaland taler ud efter Premier League-triumf

23/05/2023 09:57

|

Nicolai Busekist

Foto: James Williamson - AMA/Getty Images

Mest læste i dag

Erling Haaland må siges at være kommet godt fra start i Manchester City, hvor han nu kan kalde sig Premier League-mester.

Søndag kunne norske Erling Haaland løfte Premier League-trofæet for første gang i sin karriere. 

Manchester-klubben havde sikret sig titlen forud for deres egen kamp, men deres fejring blev næppe mindre af, at de også tog tre point med fra kampen mod Chelsea.

Efter sit skifte til City, har den 22-årige Haaland haft flere grunde til at juble. Blandt andet er han indehaver af rekorden for at have scoret flest mål i en Premier League-sæson.

Den unge nordmand fortalt til Sky Sports efter mesterskabsfejringen, at han er sikker på, at han vil bære minderne med sig resten af livet.

"Det er uvirkeligt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er virkelig glad. Det her er minder, som jeg vil huske resten af mit liv, så jeg ved ikke, hvad jeg skal sige," sagde han til Sky Sports.

Samtidig slog han også selv fast, at han mener, at han er kommet godt fra start. I sin debutsæson er det blevet til 36 mål i Premier League, som City nu også har vundet.

"Det er meget specielt, og jeg kommer til at nyde den her dag. Det er fantastisk. Debut-sæson, 36 mål, Premier League-trofæ og to finaler mere. Slet ikke dårligt, fortæller Erling Haaland.

Ikke nok med det, så har Pep Guardiolas tropper fortsat chancen for at tilføje yderligere to trofæer til skabet. De mangler nemlig fortsat at spille Champions League- og FA Cup-finale tilbage.

I alt er det blevet til 52 mål i 50 kampe for Haaland i denne sæson. Det er en imponerende bedrift, men der er stadig et stykke, hvis han vil være indehaver af titlen som den mest scorende spiller i en sæson for en engelsk klub.

Denne rekord tilhører den legendariske William 'Dixie' Dean, der scorede intet mindre end 63 mål for Everton i 1927/28-sæsonen.