AGF udsender pressemeddelelse: En stor dag for klubben

Af: Jesper Bengtson

|

27/08/2024 13:20

Fodbold
Foto: AGF
Foto: AGF
Aarhus bliver hvid i weekenden.

Mest læste i dag

I weekenden bliver Aarhus hvid for en stund, når AGF inviterer til Aarhus Walk 2024 inden 3F Superligakampen mod FC Nordsjælland på Ceres Park lørdag den 31. august.

Det er sjette gang, AGF inviterer til fest på Ingerslevs Boulevard og efterfølgende fælles march mod Ceres Park. For første gang finder Aarhus Walk sted i Aarhus Festuge, som starter dagen før og bliver altså startskuddet på en uges fest i Aarhus.

Med de aktuelle gode resultater for AGF i 3F Superligaen og forventet udsolgt til kampen mod FC Nordsjælland sigter AGF's marketingdirektør Asger Munkholm mod rekorddeltagelse i dette års Aarhus Walk.

Sådan skriver klubben selv i en pressemeddelelse.

"Vi glæder os helt vildt til på lørdag og en ny Aarhus Walk. Vi er i fuld gang med forberedelserne, og det tyder på, at Aarhus i stor stil igen kommer til at bakke op," siger Asger Munkholm og fortsætter:

"Kampen mod FC Nordsjælland forventer vi bliver udsolgt, og mange af de fans kommer også til Aarhus Walk. Begivenheden er et smukt symbol på, hvordan AGF kan skabe sammenhængskraft, så det bliver en fantastisk dag for os i klubben, for holdet og ikke mindst for vores fans og for byen."

Aarhus Walk 2024 starter traditionen tro med en stor forfest på Ingerslevs Boulevard, hvor pladsen åbner kl. 11. Her vil der på scenen være underholdning fra Trubaduren og hans Rockband og Den Evige Nedtur, mens DJ Zanjani skaber den gode stemning.

På Ingerslevs Boulevard kan man også opleve forskellige talks, ligesom publikum kan se frem til et par overraskelser og flere spændende gæster på scenen.

AGF-andagt

Traditionen tro holder Skt. Lukas Kirken til Aarhus Walk også en AGF-andagt, der gennem årene er blevet en afholdt og elsket tradition blandt mange AGF-tilhængere.

Her kan man sammen se frem mod en spændende sæson med en stille stund. Da kirken i øjeblikket er lukket, finder andagten sted udenfor kirken.

Kl. 14.00 starter gåturen mod Ceres Park langs Stadion Allé, hvor tusindvis af fans vil gå sammen til kampen mod FC Nordsjælland, hvor spillerne ankommer til kampen kl. 14.30 og bliver taget i mod af Aarhus Walk’en.

Det kræver ingen billet at være med til Aarhus Walk. Men det gør det til kampen mod FC Nordsjælland, som AGF altså forventer bliver udsolgt.

Aarhus Walk 2024 finder sted lørdag den 31. august på den store plads på Ingerslevs Boulevard, hvor festområdet åbner kl. 11.