Af: Nicolai Busekist
|
13/05/2024 13:24
Mest læste i dag
FC Barcelona har brug for at sælge ud af deres trup til sommer. Formår de ikke at gøre dette, kan de ikke fylde op i klubkassen til nye indkøb.
Af denne grund har der været et væld af rygter om, hvem der kan ende med at blive solgt. Blandt andet har der været forlydender om, at den spanske klub skulle være ivrige efter at skille sig af med Robert Lewandowski, da han står til at få lønforhøjelse næste år.
Det lyder dog også, at Ronald Araujo er en af de spillere, der kan ende med at blive sendt videre. Hvis det skal blive en realitet, skal en potentiel bejler dog være indstillet på at betale en meget høj pris for hans underskrift.
Bayern München har længe haft et godt øje til ham, og i vinter bød de to gange på ham. Første bud lød på 520 millioner kroner, mens næste bud lød på 600 millioner kroner. De blev begge afvist af den catalanske storklub.
Der har også været rygter om, at han skulle være på radaren i Manchester United. Skulle en af de to klubber ønske at gøre et forsøg på at hente ham til sommer, skal de ifølge SPORT være klar til at betale mindst 750 millioner kroner for ham.
Den catalanske avis mener dog at vide, at hverken Bayern eller United har i sinde at matche dette priskrav. Derfor virker det usandsynligt, at Barcelona får solgt Araujo til denne pris.
Hans nuværende kontrakt med Barcelona løber frem til sommeren 2026. Han siges dog at være rigtig glad for at spille i klubben, og derfor er han også klar til at skrive under på en ny kontrakt, hvis hans økonomiske betingelser kan opfyldes af klubben.
Fodbold
Tennis