Bruno Fernandes stiller klart krav til Manchester United
Af: Nicolai Busekist
|
07/06/2024 18:11
Mest læste i dag
Bruno Fernandes er åben for en ny aftale med Manchester United, men kræver svar om Erik ten Hags usikre fremtid.
I en turbulent tid uden for banen på Old Trafford har Bruno Fernandes udtrykt interesse for at underskrive en ny aftale. Til gengæld ønsker han at lande i den øverste lønklasse sammen med Marcus Rashford.
Der er fortsat ingen beslutning taget om, hvorvidt Erik ten Hag bliver i klubben næste sæson. Det har fået Fernandes til at understrege, at han ønsker klarhed over klubbens langsigtede vision.
Nøglepersoner i klubbens ledelse ser Fernandes som den mest indflydelsesrige spiller i truppen, men lønbudgettet skal sandsynligvis reduceres for at finansiere nye indkøb. Derfor har Fernandes' agent Miguel Pinho talt med flere klubber, og Bayern München og Barcelona er angiveligt interesserede.
Fernandes' nuværende aftale blev underskrevet i 2022 og anslås at sikre ham næsten 2 millioner kroner om ugen, men det er ikke i klubbens øverste lønklasse. Med hans store indflydelse i klubben mener han, at en betydelig lønforhøjelse er berettiget.
Tidligere udtalte Fernandes sig til Players Tribune om sin store kærlighed til klubben, men også at hans visioner skal stemme overens med de engelske giganters:
"Jeg elsker at træde ind på Old Trafford mere end noget andet i verden. Jeg vil ikke forlade klubben. Jeg vil bare have, at mine forventninger passer med klubbens forventninger. Hvis du taler med enhver fan, vil de sige det samme," lød det fra ham.
Mange fans mener, at Fernandes har været klubbens bedste indkøb efter Sir Alex Ferguson. I denne periode har den portugisiske landsholdsspiller haft en betydelig indflydelse med individuelle præstationer, da han har scoret 54 mål og lavet 41 oplæg i Premier League.
Det står dog klart, at Fernandes ønsker at konkurrere om de største trofæer. Om det kommer til at være i Manchester United, han skal gøre det, er stadig usikkert.