Christian Eriksen hyldes af særlig grund

Af: Nicolai Busekist

|

24/06/2024 11:04

Fodbold
Foto: Tim Clayton/Getty Images
Christian Eriksen er blevet hyldet forud for tirsdagens kamp mod Serbien, hvor han for alvor kan skrive sig ind i historiebøgerne.

Mest læste i dag

Tirsdag spiller Danmark en vigtig kamp mod Serbien. Det er den sidste gruppespilskamp, og den har direkte indflydelse på, hvordan Danmark bliver placeret i deres gruppe ved EM.

Men det er ikke den eneste grund til, at det er en stor kamp. Det er der faktisk også en helt anden årsag til. Det skyldes, at danske Christian Eriksen for alvor kan skrive sig ind i historiebøgerne tirsdag aften.

Hvis den erfarne midtbanespiller bliver sendt på banen, kan han nemlig overgå Simon Kjær, som den spiller med flest landsholdskampe på CV'et. Det forudsætter dog, at Kjær igen må nøjes med en plads på bænken.

Både Kjær og Eriksen har spillet 132 kampe for det danske landshold. Dermed deler de rekorden i skrivende stund, da de begge har spillet fire kampe mere end Peter Schmeichel, der er næste mand på listen.

Eriksen kunne torsdag krybe op ved siden af Kjær, da han sad på bænken hele kampen. Kasper Hjulmand er ikke meget for at fremhæve den ene frem for den anden, da snakken faldt på, at Eriksen kan blive ene mand i spidsen på dette parameter.

"Begge to er danske fodboldlegender. Det vidner om en helt fantastisk karriere," sagde Hjulmand ifølge TV 2 Sport.

Eriksen fik også rosende ord med på vejen fra flere af sine holdkammerater. Blandt andet havde Thomas Delaney pæne ord at sige om den erfarne midtbanespiller, som han beskrev som 'min generations største spiller'.

"Det er fuldt fortjent. Han er min generations største spiller og et unikt talent. Han er helt fortjent oppe blandt de store, danske fodboldspillere. Og så har han højst sandsynligt rigtigt mange kampe endnu. Det er meget imponerende," sagde han.