Mika Biereth kæmper.
Lige nu læser andre
For blot få måneder siden blev Mika Biereth hyldet som et fænomen i fransk fodbold.
Den unge dansker tog Ligue 1 med storm og blev den første spiller i 70 år til at score syv mål i sine fem første kampe for Monaco. Nu er stemningen en helt anden.
Efter en blændende forårssæson har Biereth i efteråret kæmpet for at genfinde formen.
Den 21-årige angriber har blot scoret ét mål i sine seneste tolv kampe og oplever for første gang modgang i karrieren.
Fra sensation til stilstand
Den franske journalist Vivien Seiller, der dækker Monaco for avisen Nice Matin, beskriver udviklingen som markant.
“Selv hans holdkammerater var blæst bagover og troede, de så syner,” siger han om danskeren.
Læs også
Men han peger samtidig på, at Biereth nu er ramt af en naturlig reaktion efter overpræstationen.
Nye rammer og savnet af en ven
Krisen falder sammen med et trænerskifte i Monaco. Efter en svag sæsonstart blev Adi Hütter afløst af Sebastien Pocognoli, som nu forsøger at få danskeren på ret kurs.
Biereths formdyk tilskrives dog ikke kun ændringerne på trænerbænken.
Et vigtigt tab har også ramt ham uden for banen. Hans tidligere angrebsmakker og tætte ven, Breel Embolo, forlod klubben i sommer.
De to havde et nært forhold, som strakte sig langt ud over banen, og schweizerens afsked menes at have påvirket Biereths trivsel.
Læs også
Biereth: “Jeg er min egen største kritiker”
Danskeren selv erkender, at han er i en svær periode. “Jeg er i en periode, hvor det ikke går bedst. Jeg har ikke haft så mange chancer som i sidste sæson. Men jeg er min egen største kritiker, og jeg kigger på mig selv først,” sagde Biereth for nylig til franske medier.
Monaco håber, at den unge angriber snart finder tilbage til sin tidligere form. Også landstræner Brian Riemer følger udviklingen nøje, i håbet om, at Danmark snart får sin franske målsluger tilbage i topform.