Derfor var Andreas Christensen ikke med i Barcelona-sejr

Af: Nicolai Busekist

|

18/03/2024 09:22

FC Barcelona havde ikke glæde af at have Andreas Christensen på banen i søndagens sejr over Atletico Madrid.

Mest læste i dag

På det seneste har Andreas Christensen spillet en vigtig rolle for FC Barcelona. Han er nemlig blevet rykket frem på den defensive midtbane af træner Xavi Hernandez.

Det er en rolle, som den danske stjerne har udfyldt til noget nær perfektion. Derfor var det også et stort slag for den spanske klub, at de ikke havde ham at trække på søndag aften.

Det var ellers planen, at han skulle være startet på banen, men sådan gik det ikke. Derimod blev Xavi tvunget til at lave om på sine planer kort tid før kampstart.

Årsagen til dette er, at den danske stjerne mærkede ubehag under opvarmningen. Derfor var han nødt til at forlade banen kort før kampstart, hvilket var et stort slag for Xavi og co.

I stedet endte han med at sende den unge Fermin Lopez på banen, som spillede en flot kamp. Barcelona skriver på det sociale medie X, at dette var årsagen til, at AC ikke var i aktion.

"Andreas Christensen mærkede noget ubehag under opvarmningen. Han er blevet erstattet af Fermin i startopstillingen," lyder det.

Barcelona har ikke meldt noget ud om, hvor slem en skade, der er tale om. Derfor vides det heller ikke, hvor længe han skal være på siden.

Det kan dog potentielt få konsekvenser for landstræner Kasper Hjulmand, der har udtaget AC til de to kommende testkampe mod hhv. Schweiz og Færøerne.