Efter 37 kampe og deltagelse i tre store slutrunder, har den 34-årige forsvarsspiller, Mathias 'Zanka' Jørgensen, valgt at sige farvel.
Beslutningen blev truffet i løbet af sommeren og var nøje overvejet, forklarer han i et interview med TV 2 Sport.
Zanka fortæller, at det var tiden med familien, der vejede tungest i beslutningen om at stoppe.
"På et eller tidspunkt finder man som menneske ud af, at det tager noget tid – og især tid fra familien. Jeg vidste godt, at der var en mulighed for, at jeg ville blive udtaget her i 2024. Så jeg satte mig ned med min kone og snakkede det igennem, og der blev vi enige om, at det blev sidste omgang for mig," siger han.
Zanka havde hele tiden en idé om, at han ikke ville melde noget officielt ud, men at han ville lade 'naturen gå sin gang':
"Jeg følte ikke et behov for at gøre det til en ting, og jeg følte egentlig, det var fedt, at det bare organisk løb ud."