Her er Danmarks bedste fodboldbaner

Af: Marcus Dam

|

10/02/2025 12:57

Fodbold
Stig Nygaard, CC BY 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by/2.0>, via Wikimedia Commons
Hvert år kåres Danmarks Bedste Bane i både Gjensidige Kvindeliga og 3F Superliga.

Mest læste i dag

Halvvejs gennem sæsonen topper Brøndby IF fortsat listen i begge rækker, men konkurrencen er tæt, og flere klubber har foretaget store investeringer i deres baner.

Det oplyser Spillerforeningen på organisationens hjemmeside.


Brøndby dominerer igen, men konkurrencen er tæt

Brøndby IF har vundet kåringen af Danmarks Bedste Bane fire sæsoner i træk i Superligaen, og deres hybridbane ser ud til at kunne tage titlen for femte gang.

Med en bedømmelse på 4,57 er banen stadig spillerfavorit, men Aalborg Portland Park (4,50) og Ceres Park (4,44) er lige i hælene.

Hos kvinderne er det igen Brøndbys bane, anlagt af Brøndby Kommune i 2022, der får de bedste karakterer. 

Med en gennemsnitlig bedømmelse på 4,29 er den endnu engang den bedst vurderede bane i Kvindeligaen.

Mens Parken tidligere har været kritiseret for et dårligt underlag, viser investeringerne i banen sig nu at give resultater. 

Fra at være næstsidst i Superligaens bedømmelse sidste år med 2,67, ligger banen nu på en fjerdeplads med 4,25.


Kvindernes baneforhold halter efter

AGF’s kvinder har haft en speciel sæson, hvor de har spillet på flere forskellige baner. 

Ceres Park isoleret set er vurderet til 4,6 – den bedste bane i ligaen – men da holdet også har spillet to hjemmekampe på kunstgræs i Bramdrupdam, trækker det deres samlede karakter ned til 3,86.

Brøndby-anfører Julie Tavlo peger på en klar tendens:

"Det er et meget tydeligt udtryk for, at kvindefodboldspillere spiller på dårligere baner end herrefodboldspillere. Jeg kan ikke se, hvad det ellers siger."

Det ses tydeligt hos FC Nordsjælland, hvor Right to Dream Park er rangeret som Superligaens dårligste bane med 1,13, mens den i Kvindeligaen får en af ligaens bedste vurderinger med 3,86.

Med sæsonens anden halvdel forude bliver det spændende at se, om Brøndby kan fastholde føringen, eller om en ny bane kan løbe med titlen som Danmarks Bedste Bane.