Iskoldt: Premier League-stjerne ødelægger 10-årigs fødselsdag

Af: Marcus Dam

|

02/02/2025 14:57

Fodbold
Foto: ph.FAB / Shutterstock.com
En ung fodboldfan fik en fødselsdag, han sent vil glemme – desværre for de helt forkerte grunde.

Mest læste i dag

Efter Manchester Citys 3-1-sejr over Club Brugge i Champions League ventede fans uden for Etihad Stadium i håb om at få en særlig souvenir fra deres helte. 

For 10-årige Oaklan så det ud til, at drømmen ville gå i opfyldelse, da den engelske midtbanespiller James McAtee rullede vinduet ned og holdt sin kamptrøje frem.


Ændrede mening

McAtee pegede på Oaklan og bad en steward om at tage trøjen over til ham, men i sidste øjeblik ændrede han mening. 

Oaklan havde nemlig en jakke med logoet fra Sheffield Wednesdays fodboldklub.

Det er rivalerne til McAtees tidligere klub, Sheffield United.

"Åh nej, han har en Sheffield Wednesday-trøje på. Jeg hader Sheffield Wednesday," sagde McAtee, før han kørte væk ifølge Daily Mail.

Episoden har vakt vrede, især hos drengens mor, Chantelle Howard, der kritiserede McAtee skarpt på sociale medier.


Morens opsigtsvækkende reaktion

På Facebook udtrykte hun sin frustration over, hvordan en uforglemmelig fødselsdagsaften blev ødelagt:

"Forestil jer at rejse hele den vej, stå i den isnende kulde efter en Champions League-kamp, kun for at se ens fodboldglade 10-årige få sin fødselsdag ødelagt," skrev hun blandt andet.

Howard understregede, hvordan sådanne oplevelser kan forme unge fans' syn på fodbold og deres idoler:

 "Børn ser op til deres helte, uanset om de støtter en lokal klub eller en af verdens største. Øjeblikke som disse viser, hvad fodbold burde handle om – og hvad det nogle gange glemmer," tilføjede hun.


Mens McAtee nu er i modvind for episoden, har han samtidig været genstand for intens transferinteresse. 

Bayer Leverkusen har angiveligt afholdt samtaler med Manchester City om en handel, da den tyske klub ser ham som en potentiel erstatning for Martin Terrier, der har lidt en alvorlig skade.

Træner Xabi Alonso er en stor beundrer af McAtee, der trods sit talent ikke har fået mange chancer i Citys førstehold.

 Flere Bundesliga-klubber, herunder Dortmund, Mainz og Stuttgart, har også vist interesse.

Med kun 18 måneder tilbage af sin kontrakt kan McAtee snart stå over for et skifte væk fra Premier League.

Imens vil Oaklan og hans familie nok sent glemme den kolde aften i Manchester og den trøje, der aldrig blev deres.