Joakim Mæhle om særlig situation: "Det er en stor, fed joke"

Af: Nicolai Busekist

|

20/06/2024 13:42

Fodbold
Foto: A.Taoualit / Shutterstock.com
Den danske landsholdsspiller Joakim Mæhle lægger ikke skjul på sin utilfredshed med situationen.

Mest læste i dag

De fleste kan skrive under på, at de har oplevet ting eller stået i situationer, de ikke har lyst til at se tilbage på. Sådan er det også for de fleste professionelle fodboldspillere.

Joakim Mæhle er blandt de spillere, der har en bestemt situation, som han helst ikke vil tænke for meget på. Den fandt sted under EM-semifinalen mod England i 2021.

Efter 102 minutters spilletid blev Raheem Sterling 'væltet' i det danske felt, og formåede at trække et straffespark. I den omtalte situation driblede han ind mellem Mæhle og Mathias Jensen, hvorefter han lod sig falde.

Kampens dommer, Danny Makkelie, var hurtig til at pege på pletten og dømme straffespark. Det var der mange, der ikke forstod noget som helst af, og Mæhle var en af dem. Selv den dag i dag er han overbevist om, at der var meget minimal kontakt med Sterling - hvis der i det hele taget var kontakt.

"Jeg kan huske, at han kommer rundt omkring, og så er det, at jeg stikker mit ben ind, men jeg fører det så ikke fuldt igennem, for jeg kan mærke, at jeg ikke vil nå bolden," siger han i et interview TV 2 Sport tre år efter den skæbnesvangre episode.

"Så fløjter dommeren, og jeg tænker: 'Hvad fanden sker der?'. Jeg tænker, at det er en stor, fed joke i en EM-semifinale. Det sidder stadigvæk dybt i mig, og det kan ærgre mig, når vi snakker om det."

Makkelie var i kontakt med VAR-rummet, men kendelsen blev ikke ændret. Harry Kane formåede ikke at score på straffesparket, men han scorede efterfølgende fra riposten, hvilket sikrede England en 2-1-sejr og en billet til finalen.

Mathias Jensen fortæller også til TV 2 Sport, at han er overbevist om, at der ikke skulle have været straffespark. Han siger også, at han har deltaget ved forskellige dommermøder, hvor han har fået bekræftet, at der ikke skulle have været dømt straffespark.