Af: Nicolai Busekist
|
06/06/2024 13:37
Mest læste i dag
Ganske vist blev det til en 2-1-sejr over Sverige, da Danmark onsdag aften spillede testkamp. Alligevel var landstræner Kasper Hjulmand ikke tilfreds med alle aspekter af kampen.
Hvis den svenske offensiv havde været mere effektiv, kunne kampen have set helt anderledes ud. De fik flere kontraangreb, hvor de fik alt for meget plads at arbejde med. Derfor har de rig mulighed for at slå målgivende afleveringer.
Heldigvis lykkedes det ikke de svenske spillere at udnytte deres muligheder, men hullerne i forsvaret var ikke til at overse.
"Jeg tæller fem-seks situationer, hvor Sverige kørte omstillinger på os, hvor vi var alt for åbne. Det kunne godt have kostet. Det var en kombination af et for dårligt positionsspil i vores angrebsspil og for dårligt pres på Sveriges boldholder," siger Kasper Hjulmand ifølge Ritzau.
Han mener også, at det danske mandskab var 'for åbne i en del situationer'. Det ser han som et reelt problem, da han ved, at Slovenien er 'rigtig stærke' på kontraangreb.
I defensiven fik Alexander Bah en chance for at vise sit værd på højre back. Rasmus Nissen Kristensen var i stedet blevet rykket ind i det centrale forsvar sammen med Joachim Andersen og Jannik Vestergaard.
Selvom det var en anden konstellation, end de danske stjerner var vant til at spille, så er det ifølge Hjulmand ikke en undskyldning for det åbne spil og de mange fejl.
"Jeg synes ikke, konstellationen skal være en undskyldning. De ting, der skete, må ikke ske, uanset hvem der spiller. Selvfølgelig er det ikke sådan lige at spille i en ny konstellation, men der skete bare nogle ting, som ikke må ske, uanset hvem der spiller," fortæller han.
Danmark spiller deres sidste kamp forud for EM denne lørdag, hvor de tørner sammen med det norske landshold.
Fodbold
Tennis