Kasper Hjulmand stopper som dansk landstræner: Her er hans erstatning
Af: Jesper Bengtson
|
19/07/2024 09:11
Mest læste i dag
Det danske Herrelandshold skal have ny landstræner.
Efter EM i Tyskland har Kasper Hjulmand og fodbolddirektør i DBU Peter Møller evalueret slutrunden og kvalifikationen op til og haft flere snakke om fremtiden.
Kasper Hjulmand er i denne evaluering nået frem til den konklusion, at holdet har brug for ny energi. Derfor har Kasper Hjulmand og Peter Møller i fællesskab vurderet, at det er tid til et skifte, og at der skal en ny landstræner til.
Sådan skriver DBU i en pressemeddelelse.
“Jeg har givet alt, hvad jeg havde, for at opnå succes og for at få folket til at samle sig om holdet. Det at repræsentere sit land er det absolut største, jeg kan forestille mig, og jeg vil se tilbage på en fantastisk tid med stor opbakning til vores drøm," siger Kasper Hjulmand, der mener, at det er bedst, at en anden fører holdet videre:
"Når jeg ser to år frem mod VM, kan jeg mærke, at det vil være bedst for holdet, at der kommer et nyt ansigt og nye idéer til, som kan skrive et nyt stort kapitel for dette fantastiske hold, og derfor er det bedst, at en anden fører holdet videre. Det handler ikke om mig. Det handler om, hvad der er bedst for holdet."
Morten Wieghorst tager over
Morten Wieghorst har sagt ja til at være landstræner frem til nytår og i første omgang efterårets seks Nations League-kampe.
“Wieghorst er en toptræner med erfaring fra store danske klubber og som U21-landstræner, og han har alt det, der skal til for at føre holdet videre i den næste periode. Han kender holdet, spillerne, staben og måden, vi gerne vil spille og udtrykke os på, når landsholdet spiller. Morten har været loyal over for Kasper, men vil naturligvis den kommende tid sætte sit eget præg på holdet,” lyder det fra Peter Møller.
Morten Wieghorst opnåede som spiller 30 landskampe for Danmark og har tidligere været cheftræner i FC Nordsjælland, AaB, AGF og for U21-landsholdet, ligesom han udover at have været assistenttræner på Herrelandsholdet også har været det i Premier League for Swansea.
Wieghorst er glad for tilliden fra DBU og Peter Møller.
“Det er selvfølgelig en stor ære og et stort skulderklap, at DBU i denne situation har valgt, at jeg skal være landstræner. Vi har en fantastisk talentmasse i dansk fodbold, og jeg glæder mig meget til at tage fat på opgaverne til efteråret. Jeg vil sammen med staben og spillerne give alt for, at vi kan opnå succes i de spændende kampe i Nations League, og at danskerne kan være stolte over deres landshold,” siger Morten Wieghorst.