Kylian Mbappé køber fodboldklub

Af: Nicolai Busekist

|

30/07/2024 11:17

Fodbold
Foto: Marco Iacobucci Epp / Shutterstock.com
Kylian Mbappé kan allerede skrive en række titler på sit CV, og nu kan han også kalde sig selv for klubejer.

Mest læste i dag

Det er de færreste fodboldspillere, der kan kalde sig selv for klubejere. Der er endnu færre, der kan skrive en sådan titel på sit CV i en alder af kun 25 år.

Han har denne sommer skrevet under på en kontrakt med Real Madrid, hvorfor han forlader Paris Saint-Germain. Til trods for dette, så har han i sinde at beholde en fod i det franske.

Det skyldes, at han ifølge avisen Le Parisien også har skrevet under på en anden kontrakt denne sommer. Den franske stjerne har nemlig købt aktiemajoriteten i Ligue 2-klubben SM Caen, hvorfor han nu kan kalde sig selv for klubejer.

Med dette køb er han blevet medejer af klubben sammen med Pierre-Antoine Capton, der er ejer af resten af anparterne i den franske klub.

Der er ikke blevet meldt noget officielt ud om købet endnu, men det lyder, at han har betalt lige under 20 millioner euro for anparterne. Det svarer til, at han betaler nogenlunde 150 millioner kroner for at blive medejer af klubben.

Det er ikke første gang, at hans navn er blevet nævnt i relation til den franske klub. Tilbage i 2013 var der nemlig rygter om, at han var på vej til Caen. I stedet endte han med at sætte sin underskrift på en kontrakt med AS Monaco.

Selvom han aldrig selv nåede at spille for klubben, så er han nu på anden vis blevet tilknyttet klubben. SM Caen sluttede seneste sæson på 6.-pladsen i den næstbedste franske række. 

I og med, at der intet officielt er meldt ud, vides det naturligvis heller ikke, hvad visionen for Mbappé og hans partner er. Det vides heller ikke, hvorvidt han er åben for at investere flere penge i klubben på sigt.