Manchester United-ejer peger på spillere: "Ikke gode nok"

Af: Jesper Bengtson

|

12/03/2025 08:32

Fodbold
Foto: Cesar Ortiz Gonzalez / Shutterstock.com
Foto: Cesar Ortiz Gonzalez / Shutterstock.com
Flere er overbetalte, lyder den hårde dom.

Mest læste i dag

Der var engang, hvor Manchester United var kongerne af engelsk fodbold.

Den tid føles efterhånden som en fjern drøm for klubbens fans, der gang på gang må se skuffede til, når deres hold er i aktion.

For lidt over et år siden blev milliardæren Sir Jim Ratcliffe medejer af klubben, og nu sætter han ord på flere af de problemer, klubben har.

Det sker i et interview med BBC Sport.

Nævner Højlund

Ratcliffe peger blandt andet på de dyre, men skuffende indkøb, klubben har foretaget i de senere år - og i forlængelse deraf nævner han Højlund, Onana, Casemiro, Sancho og Antony.

”Nogle af disse spillere er ikke gode nok og får for meget betalt i forhold til, hvad de er værd," siger han.

Ejeren forsikrer dog om, at klubben arbejde på en genopbygning, hvor der bliver ryddet op i fortidens fejltagelser.

"Vi er nu i en periode, hvor vi bevæger os fra en kedelig fortid til en bedre fremtid, og vi har brug for tid til at forme truppen efter vores behov," lyder meldingen.

En af de få, der slap for en skideballe, var kaptajnen Bruno Fernandes: "Vi har virkelig brug for Bruno, han er en fantastisk fodboldspiller."

Så mens Manchester United balancerer på kanten af endnu en skuffende sæson, venter fansene stadig på, at storhedstiden vender tilbage.

Spørgsmålet er, om den nogensinde gør.