I onsdags sikrede Borussia Dortmund sig en 1-0-sejr mod Paris Saint-Germain, hvilket betyder, at de nu er ét skridt nærmere Champions League-finalen.
Selvom det tyske hold spillede en god kamp, så er det alligevel PSG-trænerens, Luis Enrique, beslutninger, der vækker opsigt.
Mbappé, der normalt spiller venstre kant, blev anvendt som central angriber gennem det meste af kampen. Det skete til trods for at Kolo Muani, hvis foretrukne position er spidsangriber, blev sat ind tidligt i anden halvleg.
I stedet endte Muani på venstrekanten, hvilket har ført til kritik fra fodboldanalytikere og eksperter.
Sådan skriver Tipsbladet.
Michael Laudrup er én af dem, der har udtrykt forundring over PSG-trænerens beslutning.
"Vi sidder efter første halvleg, og vi kan alle være enige om, at PSG ikke kommer til noget som helst. Mbappé kommer til en lille smule, men de to andre - Dembele og Barcola - kommer til ingenting. Så skifter man ud, og det er åbenlyst, at det er Barcola, der skal ud", sagde han i Viaplay-studiet efter kampen og fortsatte:
"Så indskiftes Muani, som - diplomatisk sagt - måske ikke har verdens bedste teknik eller dribling. Det er åbenlyst, at han skal spille centralt, men i store dele af anden halvleg står han ude på venstrekanten. Og manden kan ikke drible. Det virker underligt, at man gør det."
Mens Luis Enrique helt sikkert havde en plan med at holde Mbappé centralt i banen, bar den ikke meget frugt, hvilket har fået kritikere til at skyde med skarpt mod trænerne.
Om PSG formår at kæmpe sig tilbage og sikre sig en plads i Champions League-finalen, må tiden vise.