Forside Fodbold Ornstein: Carrick står foran fyring – United har tre afløsere...

Ornstein: Carrick står foran fyring – United har tre afløsere i kikkerten

Ornstein: Carrick står foran fyring - United har tre afløsere i kikkerten
Chris Fryatt Photography / Shutterstock.com, micahel carrick

The Athletic melder, at cheftræneren er fortid inden Anfield-opgøret den 22. november.

Manchester United har besluttet at skille sig af med cheftræner Michael Carrick inden det prestigefyldte opgør mod Liverpool på Anfield om halvanden uge. Det melder Football365 i en gengivelse af The Athletics David Ornstein, der også lægger tre navne frem på klubbens korte liste over afløsere.

Beslutningen mangler endnu formel godkendelse fra medejer Sir Jim Ratcliffe og Glazer-familien, der har aktiemajoriteten i klubben, men arbejdet med at finde en ny cheftræner er efter sigende allerede sat i gang. Carricks afløser skal være permanent fra dag ét – en konstitueret løsning er ikke på bordet.

Udgangspunktet er dystert. Manchester United ligger som nummer 18 i Premier League med otte point efter ti kampe og har indkasseret 30 mål, hvilket er flest i Europas fem topligaer. Holdet står med én sejr i de seneste elleve kampe på tværs af turneringerne.

Tre navne på en kort liste

De tre kandidater på Uniteds shortliste er Mauricio Pochettino, Eddie Howe og Julian Nagelsmann. Pochettino står aktuelt i spidsen for USA’s herrelandshold, Howe har gået uden job, siden han forlod Newcastle i sommer, og Nagelsmann er ude af den tyske landstrænerrolle.

Hos bookmakerne har Pochettino bevæget sig voldsomt. Argentineren er røget fra oddsene 33/1 til 5/2 på få dage og er dermed næstefter Eddie Howe, der holder favoritstatus med oddsene 15/8 hos Sky Bet. Nagelsmann står i 9/2, mens Didier Deschamps, Antonio Conte og Unai Emery figurerer bag de tre topfavoritter.

Pochettino vurderes at være realistisk at hente, fordi hans forlængede kontrakt med det amerikanske fodboldforbund frem til 2030 indeholder en frikøbsklausul. Sports Mole skriver, at beløbet ligger tæt på 10 millioner dollar (cirka 70 millioner kroner), hvilket ville være en overkommelig regning for United. Pochettino forbereder i de kommende dage USA på en kvartfinale i Concacaf Nations League mod Haiti den 15. november.

Vivell presser for Nagelsmann – Wilcox foretrækker Howe

Bag kulisserne har valget af afløser skabt en intern splittelse i bestyrelseslokalet. Klubbens rekrutteringschef Christopher Vivell presser på for at få Julian Nagelsmann i cheftrænersædet. Han arbejdede sammen med Nagelsmann i Bundesliga-klubben RB Leipzig og ser tyskeren som den rigtige profil til at løfte projektet.

På den anden side står sportsdirektør Jason Wilcox, der foretrækker Eddie Howe. Ifølge samme rapport bakker Sir Jim Ratcliffe snarere op om Wilcox end om Vivell, der skal føle sig forbigået i beslutningsprocessen.

Adm. direktør Omar Berrada forventes at samle anbefalingen og lægge den på bordet hos Ratcliffe, der har det sidste ord sammen med Glazer-familien.

Dorgu i et hold, der synker

For danske Patrick Dorgu er trænerkabalen en sag med direkte betydning. Backen udlignede til 4-4 mod Aston Villa i det sjette minut af tillægstid på Old Trafford den 8. november efter at have været ude i syv kampe med en haseskade pådraget på landsholdet.

Efter kampen beskrev han situationen uden omsvøb til Sky Sports.

“Jeg er ikke glad – vi er i en dårlig situation. Vi er nødt til at kæmpe sammen for at komme ud af den.”

Næste korsvej er Anfield den 22. november klokken 17.30 dansk tid, hvor en ny mand efter planen skal stå på sidelinjen for Manchester United.

Ads by MGDK