At der er store problemer i Manchester United, er også gået ud over Rasmus Højlund. Den danske angriber skiftede til den engelske klub forud for denne sæson, men har ikke fået den debutsæson, han havde håbet på.
Han havde en god periode, hvor han satte rekord i Premier League for at være den yngste spiller til at score seks kampe i træk. Men tingene går slet ikke som smurt for den 21-årige angriber for tiden, der igen måtte forlade banen uden en scoring.
Lørdag var United i aktion mod Burnley, hvor De Røde Djævle på meget skuffende vis måtte forlade banen med et enkelt point, da de spillede 1-1 mod bundholdet.
Det har ikke blot medført, at der nu er endnu mere pres på træner Erik ten Hag. Det har også resulteret i, at en række af spillerne har fået kritik, hvilket blandt andet gælder for Højlund.
Flere engelske medier har været efter den unge dansker, hvilket blandt andet gør sig gældende for Manchester Evening News, der har givet ham karakteren 4/10.
"United havde masser af chancer i første halvleg, men ingen af dem faldt ned til Højlund. Han rørte knap nok bolden i anden halvleg og blev byttet med Amad (Diallo, red.)," skriver mediet.
Også mediet GOAL har været ude med riven, da han også her har fået karakteren 4/10, hvilket også var tilfældet for André Onana og Kobbie Mainoo.
"I en anonym første halvleg rørte han kun bolden ni gange, og det blev ikke meget bedre efter pausen. Han blev taget ud efter 65 minutter, da United ledte efter et føringsmål - det ser ikke godt ud for danskeren," skriver mediet.