Presset på Erik ten Hag kan efterhånden ikke blive meget større. Søndag var Manchester United igen i aktion i Premier League, og denne gang stod de overfor West Ham, som de besøgte i London.
Der var naturligvis forventninger om en sejr til De Røde Djævle, men sådan gik det ikke. Tværtimod endte de med at rejse hjem fra London med et nederlag på 2-1 og nul point i bagagen.
Flere af United-spillerne havde svært ved at få tingene til at hænge sammen. En af dem, der ikke leverede en specielt imponerende præstation, var den danske angriber Rasmus Højlund.
Det har medført, at han har fået en hård dom efter nederlaget hos flere britiske medier. Blandt andet har han fået en hård medfart hos lokalavisen Manchester Evening News, hvor han fik den laveste karakter af alle spillere for De Røde Djævle.
Højlund fik tildelt karakteren fem ud af ti, der vidner om, at han bestemt godt kunne have spillet en bedre kamp. På den anden side havde han også et par gode aktioner, der har været med til at trække hans karakter op.
Hans landsmand og holdkammerat Christian Eriksen klarede sig en anelse bedre, da Manchester Evening News har tildelt ham karakteren seks ud af ti. Faktisk er det kun Casemiro, der har fået en højere karakter end dette.
At Manchester Evening News bestemt ikke har været gavmilde med deres karakter vidner om, at det kollektivt var en ringe indsats fra De Røde Djævle - og det kan potentielt ende med at få konsekvenser for Ten Hag, hvis job må siges at være i fare.
Efter nederlaget til West Ham befinder United sig nu på en 14.-plads i Premier League, da de kun har formået at hente 11 point i de første ni kampe.