Rasmus Højlund har forfærdelig United-statistik: Kun Weghorst har været dårligere

Af: Nicolai Busekist

|

10/01/2024 08:00

Rasmus Højlund har ikke meget at glæde sig over, hvis han kigger på sin statistik som Manchester United-spiller.

Mest læste i dag

20-årige Rasmus Højlund blev denne sommer hentet til Manchester United fra Atalanta. Dette køb kan ende med at koste den engelske klub op mod 72 millioner pund, svarende til omtrent 620 millioner kroner.

Hidtil har han dog ikke vist sig at være pengene værd for den engelske klub, da det har været meget småt med målene.

Senest brændte han flere store chancer, da De Røde Djævle spillede mod Wigan i FA Cup tirsdag. Det endte ganske vist med en sejr til United, men det var ikke med mål scoret af Højlund. Derimod var det Bruno Fernandes og Diogo Dalot, der stod for at score de to mål.

Den danske angriber har nu spillet 24 kampe i United-trøjen, og har kun bidraget med seks mål. Desuden har han heller ikke lagt op til et eneste mål.

Det har betydet, at han har den næstdårligste statistik af alle angriber, der har fået debut i United siden 2013/14-sæsonen.

I toppen af listen finder man Romelu Lukaku, der havde 17 målbidrag efter 24 kampe. Dernæst finder man Zlatan Ibrahimovic og Marcus Rashford med henholdsvis 16 og 14 målbidrag.

Selv spillere som Anthony Martial (10), Edinson Cavani (9) og Alexis Sanchez (9) havde flere målbidrag efter 24 kampe end Højlund.

Ikke nok med det, så er han også blevet overgået af både Mason Greenwood (8), Memphis Depay (8) og Radamel Falcao (8).

Faktisk er det kun Wout Weghorst, der har leveret dårligere talt efter 24 kampe end Højlund. Den hollandske angriber formåede nemlig kun at bidrage med fem mål i sine første 24 kampe i United-trøjen.

Derfor kan man ikke komme udenom, at Højlund er nødt til at forbedre sig. Formår han ikke at gøre dette, kan det ikke udelukkes, at han kan blive afløst i fremtiden.