Rasmus Højlund havde forfærdelig statistik i opgør mod Tottenham
Af: Nicolai Busekist
|
03/10/2024 09:32
Mest læste i dag
Manchester United har ret til at forvente mere af danske Rasmus Højlund, der ikke formåede at påvirke kampen mod Tottenham.
Hvis man laver en liste over de mange ting, der gik galt i Manchester Uniteds præstation mod Tottenham, er Højlunds manglende indflydelse ganske vist langt nede på listen. Men det betyder ikke, at danskerens skuffende bidrag som indskifter skal ignoreres, skriver mediet United in Focus.
For tredje kamp i træk blev Højlund skiftet ind, mens United jagtede et mål - og holdet har ikke formået at score i den tid, han har været på banen i alle tre kampe. Han blev skiftet ind i det 73. minut for Manchester United mod Tottenham, hvor stillingen var 2-0.
United havde netop haft holdets bedste periode i kampen og håbede, at Højlund kunne bidrage positivt. Det var dog ikke tilfældet, da Tottenham scorede deres tredje mål blot fire minutter senere, og Højlund var anonym i de 17 minutter plus tillægstid, han spillede.
Højlunds statistikker fra hans indhop var særligt bekymrende. I alt blev det til 17 minutter, hvor han havde 1 berøring og 0 skud. Kun én berøring for danskeren er et meget lavt antal. Hans ene berøring var en gennemført aflevering - og det var alt, han præsterede, lyder det fra United in Focus.
Man kan dog pege på, at noget af dette kan tilskrives, at United var nede på 10 mand - men blot én berøring i omkring 20 minutters spil er simpelthen ikke godt nok. Og det følger en bekymrende tendens siden Højlunds tilbagevenden fra sin skade.
Rasmus Højlund spillede 11 minutter plus tillægstid mod FC Twente, og under dette indhop formåede han kun at få fem berøringer. Han spillede 14 minutter plus tillægstid ude mod Crystal Palace, hvor han igen kun fik fem berøringer.
I ingen af kampene formåede han at afgive et skud på mål - og kampen mod Tottenham fulgte samme mønster. Så i 42 minutters fodbold plus tillægstid har Højlund formået at få 11 berøringer og ingen skud på mål. Det er derfor svært at komme udenom, at der skal ske forbedringer for den 21-årige dansker.