Rygtet som ny landstræner: Store nyheder om Bo Henriksens fremtid
Af: Marcus Dam
|
30/01/2025 14:57
Mest læste i dag
Mainz har torsdag meddelt, at de har forlænget kontrakten med den danske cheftræner frem til sommeren 2027.
Aftalen kommer efter en periode, hvor Henriksen har været rygtet til et nyt landstrænerjob.
Det oplyser klubben.
Mainz belønner Henriksens succes
Bo Henriksen overtog Mainz i en kritisk situation, hvor holdet kun havde hentet 12 point, og nedrykning truede.
Under hans ledelse lykkedes det at sikre klubbens overlevelse, og hans energiske og følelsesladede tilgang har vakt begejstring i klubben:
"Bo Henriksen og Mainz fandt hinanden sidste år i en meget vanskelig sportslig situation for klubben. Han og holdet mestrede dette med en modig form for fodbold," siger sportsdirektør Christian Heidel.
Sportsdirektøren fremhæver desuden, hvordan Henriksens personlighed og trænerstil har vundet hjerterne i både klubben og byen.
Den danske træner bliver nu en central figur i klubbens langsigtede plan for at etablere sig solidt i Bundesligaen.
Rygtet som landstræner
Inden kontraktforlængelsen var der dog spekulationer om en mulig fremtid som landstræner.
Ifølge B.T. og Fotbolti.net havde Bo Henriksen været til jobsamtale på Island tidligere i januar.
Han var angiveligt en af tre kandidater til at overtage landstrænerposten efter Åge Hareide, og han skulle have mødtes med sportsdirektør Thorvaldur Örlygsson for at diskutere muligheden.
Selvom Henriksen har en fortid som spiller i islandsk fodbold og kender landet godt, ser han nu ud til at have afvist idéen om at overtage det islandske landshold:
"Bo har taget hele klubben og byen med på denne vej med sin positive, følelsesladede facon. Han passer simpelthen perfekt til os. Vi ser meget frem til et langsigtet samarbejde," udtaler Mainz’ ledelse i forbindelse med forlængelsen.
Henriksen fortsætter dermed sin karriere i Tyskland, hvor han nu får mulighed for at bygge videre på det fundament, han har skabt i Mainz.