Mest læste i dag
Codan kommer ikke bare på ryggen af spilletrøjerne, men bliver også en synlig og aktiv partner omkring kvindeholdet.
Det skriver de i en pressemeddelelse Via Ritzau.
Efter et års godt og virkningsfuldt samarbejde om F.C. Københavns U14-U19 talenthold og udviklingen af børne- og ungefodbold i København engagerer forsikringsselskabet Codan sig nu også i F.C. Københavns kvindehold. For Codan er det helt afgørende at bidrage til udviklingen og udbredelsen af pige- og kvindefodbolden i Danmark.
"Vi går ind i dette partnerskab med et stort ønske om at styrke fodbolden for alle uanset køn. FCK Kvinder har med deres flotte resultater og hårde arbejde skabt en inspirerende bevægelse, som styrker kvindefodbolden i Danmark. Den udvikling vil vi gerne være med til at drive fremad," siger Codan’s marketingdirektør, Mikkel Friis Lind, og supplerer:
”Som forsikringsselskab spiller vi en afgørende rolle i samfundet. Det er en kerneværdi for os at involvere os og gøre en forskel i vores lokalsamfund. Derfor er vi meget glade for nu at indgå samarbejdet med FCK Kvinder, så vi kan være med til at inspirere og styrke både den nuværende og kommende generation af piger og kvinder i dansk fodbold – og sammen få det til at ske.”
Med den underskrevne aftale giver Codan og F.C. København hinanden hånden på en fælles intention om at bidrage aktivt til udviklingen af pige- og kvindefodbolden i Danmark.
”Vi er meget glade for partnerskabet med Codan og derfor også meget begejstrede over, at de nu tilføjer løvinderne til vores samarbejde. Sammen skal vi skabe større synlighed om værdien af pige- og kvindefodbold, og vigtigheden af at alle kan spejle sig i fodbolden. Derfor kommer vi også til at arbejde med at realisere helt konkrete initiativer, der skaber en endnu stærkere platform for F.C. Københavns kvinder,” siger Mikkel Grove Lindsted, kommerciel direktør hos F.C. København.
Der er indgået en to-årig aftale, og Codan vil være at finde på ryggen af kvindernes spilletrøjer straks efter nytår.