Ståle Solbakken bryder tavsheden: Morens død fik følelserne frem

Ståle Solbakken er vant til at håndtere pres.

Som landstræner for Norge og tidligere cheftræner i FC København har han stået i utallige afgørende situationer.

Efteråret bød dog på en periode, hvor de største udfordringer ikke udspillede sig på fodboldbanen.

Samtidig med at Norge sikrede sig en historisk VM-kvalifikation efter 28 års fravær, gennemlevede Solbakken et tungt personligt tab.

Hans mor gik bort kort før den næstsidste landsholdssamling.

Følelserne ramte efterfølgende

Trods sorgen formåede Solbakken at holde fokus under kvalifikationen. Opgaven var klar, og resultaterne udeblev ikke.

Norge nåede målet, og en stor milepæl i landets fodboldhistorie blev sikret.

Først efter samlingen satte følelserne ind for alvor.

I bogen Opstandelsen, skrevet af Alfred Fidjestøl, fortæller Solbakken, at reaktionen kom med forsinkelse.

Han beskriver, hvordan et “overfald” af følelser ramte ham, da arbejdet var overstået, og der igen blev plads til eftertanke.

Ved sin mors side

Solbakkens mor døde efter et sygdomsforløb med Alzheimers, som udviklede sig hurtigt.

I hendes sidste tid prioriterede han at være tæt på hende. Blandt andet afbrød han en rejse til England for at kunne være til stede.

Han nåede at være sammen med hende til det sidste.

Ifølge bogen oplevede han også en vis lettelse på hendes vegne, da sygdommen havde forværret hendes tilstand markant.

Samtidig voksede bekymringen for hans far, som stod tilbage som enkemand efter mange år sammen.

Det skriver B.T.

Livet uden for fodbolden

Historien om Ståle Solbakken illustrerer tydeligt, at selv de mest erfarne ledere bliver ramt af livets uforudsigelige begivenheder.

Professionalisme kan bære én langt, men den kan ikke fjerne menneskelige reaktioner.

Solbakkens oplevelse sætter perspektiv på kontrasten mellem store sportslige triumfer og personlige tab.

Bag rollen som landstræner står et menneske, der – som alle andre – må finde sin egen måde at håndtere sorg og savn på.

Først da arbejdet stilnede af, fik følelserne plads.

Det blev en påmindelse om, at nogle reaktioner ikke kan fremskyndes, uanset hvor stærk man fremstår udadtil.