Træt af lange ventetider? Premier League klar med stor VAR-ændring

Af: Marcus Dam

|

13/02/2025 19:57

Fodbold
George Monie / Shutterstock.com
Premier League tager nu et stort skridt mod at reducere de lange VAR-afbrydelser, der har frustreret både fans, spillere og trænere.

Mest læste i dag

Ligaen har bekræftet, at den nye semiautomatiske offside-teknologi (SAOT) vil blive testet i FA Cuppens femte runde i næste måned. 

Hvis alt går som planlagt, kan teknologien blive indført i Premier League senere på sæsonen.

Det skriver Cityam.


Teknologien der skal gøre VAR hurtigere

SAOT bruger kunstig intelligens til at spore spillernes lemmer via specialkameraer samt en sensor i bolden. 

Teknologien er udviklet for at gøre offside-afgørelser både hurtigere og mere præcise. 

Premier League har i længere tid tøvet med at indføre systemet på grund af bekymringer om pålideligheden, men efter omfattende test er man nu klar til at afprøve det i live kampe.

Ifølge Premier League vil teknologien blive brugt i syv af de otte kampe i FA Cuppens femte runde, som spilles i begyndelsen af marts. 

Samtidig vil kampene være de første i turneringen med fuld VAR-dækning, da ikke alle stadions tidligere har haft teknologien til rådighed.


Færre pauser og bedre overblik

Formålet med SAOT er at reducere ventetiden ved offside-afgørelser markant. 

Teknologien placerer de virtuelle offside-linjer hurtigere og genererer samtidig grafiske visninger, som kan bruges i tv-transmissioner og på stadion. 

Premier League har i en officiel udtalelse forklaret, at nøjagtigheden ikke ændres, men at processen bliver mere effektiv.

Systemet blev første gang brugt under VM i Qatar i 2022 og har siden vist gode resultater i flere internationale turneringer. 

Premier League samarbejder med den amerikanske virksomhed Genius Sports, som står bag systemet, og håber, at fansene vil mærke en positiv forskel.

Hvis testen i FA Cuppen bliver en succes, kan Premier League allerede i indeværende sæson tage teknologien i brug. 

Dermed kan tilskuerne måske se frem til færre pauser og mere flydende kampe, når dommerne fremover træffer deres offside-afgørelser.