Af: Jesper Bengtson
|
22/05/2024 08:02
Mest læste i dag
Du husker nok den fantastiske fodboldsommer, Danmark blev ramt af i 2021.
Og hvad stod i midten af det hele? Det gjorde en lang række storskærmsarrangementer landet over.
De stod i midten af en fantastisk folkefest, hvor høj og lav og tyk og tynd fulgte vores landsholds vej til semifinalen.
Men dem ønsker TV 2 tilsyneladende ikke længere at støtte.
Politikerne mener i hvert fald, at der er tale om en massivt selvmål, når TV 2 ikke vil tillade arrangementer med storskærm under EM i fodbold til sommer hos barer og caféer.
Det mener blandt andre kulturordfører Mogens Jensen (S), som opfordrer TV2 til at se på det.
"Når vi har en public service-station som TV2, som vi har en forventning om bringer store sportsbegivenheder, hvor Danmark spiller en rolle, og som har interesse for danskerne, så må de også understøtte, at der er rammer for, at der kan være folkelige begivenheder rundt omkring i landet," siger han ifølge Ekstra Bladet.
Han regner med, at kanalen finder en løsning, så der til sommer kan være folkefest rundt om i landet.
Han kalder det 'legalt', at stationen gerne vil tjene penge, men vægter public service-forpligtigelsen højere.
Penge er nok engang menneskets drivkraft. I hvert fald hos TV 2, som ikke ønsker at forære noget væk, fortæller sportsdirektør Frederik Lauesen fra TV 2 til Ekstra Bladet.
"Jeg er sat i verden for at drive en forretning. Vi ønsker ikke at forære, hvad vi har købt ind i dyre domme, væk. Når vi har købt en andel i EM i fodbold, så er det, fordi vi mener, at vi kan lave en god forretning på det," udtaler han til Ekstra Bladet.
Nyheden efterlader også SF oprørt.
Partiet udtaler til Ekstra Bladet, at de næsten ikke har ord for det, som TV 2 er i færd med at udsætte vores ellers fodboldglade nation for.
Kulturordfører Charlotte Broman (SF) har i hvert fald ikke meget til overs for argumentet om, at TV 2 skal tjene penge, fordi tv-stationen tjener rigeligt med penge i forvejen.
Fodbold
Tennis