VAR-tjek: Så mange fejl har VAR lavet i denne sæson

Af: Marcus Dam

|

05/02/2025 13:57

Fodbold
George Monie / Shutterstock.com
VAR er fortsat et omdiskuteret emne i Premier League, og ny data viser, at teknologien stadig laver fejl, selvom præcisionen er forbedret.

Mest læste i dag

Ifølge Premier League's Key Match Incidents panel har der været 13 fejl i sæsonens første 23 runder.

Fire forkerte indgreb fra VAR

Ifølge Daily Mail har Premier League afsløret, at fire af fejlene skyldtes forkerte VAR-interventioner, hvor dommerens oprindelige beslutning på banen blev ændret unødvendigt. 

Den første fejl fandt sted i august, da Dango Ouattara fik et mål annulleret for Bournemouth mod Newcastle.

VAR vurderede, at der var hånd på bolden, men panelet har siden konkluderet, at målet burde have stået.

En anden fejl skete i Manchester Uniteds nederlag mod West Ham i oktober. 

Her fik Jarrod Bowen tildelt et straffespark efter en VAR-gennemgang, men efterfølgende vurderede panelet, at det var en forkert kendelse. 

Situationen fik stor betydning, da det blev Erik ten Hags sidste kamp som United-manager.

I november blev Brentfords Christian Nørgaard fejlagtigt udvist mod Everton. 

Dommeren havde oprindeligt ikke engang dømt frispark, men efter en VAR-gennemgang blev Norgaard vist ud.

Beslutningen er siden blevet anerkendt som en fejl.

Den sidste kendte fejl fandt sted i januar under Nottingham Forests sejr over Southampton.

Nikola Milenkovic scorede et mål, der først blev godkendt af dommeren, men VAR vurderede, at Chris Wood, som var i offside-position, forstyrrede spillet. 

Efterfølgende blev det vurderet, at målet burde have stået.


Ni fejl uden præcisering

Ud over de fire forkerte VAR-indgreb har Premier League bekræftet, at der var ni situationer, hvor VAR burde have grebet ind, men undlod at gøre det. 

Ligaen har dog ikke ønsket at offentliggøre detaljerne om disse fejl.

Premier League’s chief football officer, Tony Scholes, erkender vigtigheden af at minimere fejl, men påpeger også, at dommerne generelt gør et godt stykke arbejde:

"Vi ved, at én enkelt fejl kan koste klubber point og resultater, hvilket kan påvirke både trænere og spillere," siger han.

VAR har i denne sæson foretaget 70 indgreb på 239 kampe, hvilket svarer til cirka ét indgreb for hver 3,41 kamp.

Ifølge panelet er præcisionen i VAR-beslutninger nu 96,4 procent, en forbedring fra 95,7 procent på samme tidspunkt sidste sæson.