Af: Nicolai Busekist
|
17/06/2024 15:48
Mest læste i dag
Danmark tog hul på deres deltagelse ved EM søndag aften. Her stod de overfor Slovenien, som er det lavest seedede hold i Danmarks gruppe. Med andre ord, så skulle Kasper Hjulmands tropper gerne have forladt banen med en sejr og tre point.
Sådan gik det dog ikke. Ganske vist blev de bragt foran på et flot mål af Christian Eriksen, der blev skabt på baggrund af et mindst lige så flot oplæg fra Jonas Wind. Men som kampen skred frem, faldt danskernes energiniveau markant, og det kapitaliserede Slovenien på.
Derfor måtte de tage til takke med et 1-1-resultat og et enkelt point til tabellen. Efter kampen udtalte målmand Kasper Schmeichel sig til pressen, men det var tilsyneladende ikke alt, han var klar til at tale om.
Efter det skuffende resultat mod Slovenien, blev han pludselig spurgt af en journalist, der ville høre mere om hans klubsituation. Helt konkret blev han bedt om at forklare, hvad han selv tænker om sin fremtid i belgiske Anderlecht.
"Nahh, come on. Nu taler vi om landsholdsfodbold," lød svaret fra Schmeichel ifølge B.T.
Det stod derfor hurtigt klart, at han ikke havde nogle kommentarer til sin fremtid. Derfor vides det fortsat ikke, om han vil være at finde i den belgiske klub i næste sæson.
I stedet udtalte han sig gerne om den skuffende indsats, der blev leveret af de danske spillere. Her slog han fast, at de burde have vundet kampen.
"Hver gang, vi forlader en bane uden at vinde, er vi skuffede. Men vi skal også huske, at der er en modstander, og de har altså også chancer. Men ja, vi skal vinde vores kampe, og det skulle vi også i dag. Jeg ved, hvad der er af kvalitet i det her hold," sagde han, og understregede, at han stadig er 'meget optimistisk'.
Fodbold
Tennis