Tirsdag kunne Danmark sikre sig en 2.-plads i gruppespillet ved EM i Tyskland. Det blev en realitet med et 0-0-opgør mod Serbien. Selve kampen kunne have været spillet bedre, men der var alligevel grund til at juble over, at de var gået videre.
Det uafgjort resultat mod Serbien betyder også, at Danmark stadig har sin første sejr til gode ved EM. Det kan vise sig at blive et problem, da de lørdag aften tørner sammen med Tyskland, hvor der er tale om knald eller fald.
Selvom niveauet generelt ikke har været det højeste fra det danske mandskab, så har danskerne alligevel fulgt med hjemme fra stuerne. Det har man kunnet mærke hos DR, der sendte kampen tirsdag aften. Til Ekstra Bladet oplyser de, at hele 1.911.000 så med, da Danmark spillede mod Serbien.
Hos DR er man naturligvis rigtig glade for de høje seertal. Ifølge DR-underdirektør Anders Kern Boje er man især glad for at kunne være med til at 'styrke fællesskaberne' i Danmark.
"Vi er meget tilfredse med seertallene, fordi så er vi med til at styrke fællesskaberne i det her land, så det er vi superglade for," fortæller han til Ekstra Bladet.
"Vi har kunne mærke, at der har været stor interesse for at samles. Blandt andet ved vores storskærmsarrangement i Aarhus og alle de andre storskærmsarrangementer rundt i landet."
Når Danmark spiller mod Tyskland, er de nødt til at finde deres højeste niveau frem. Værtslandet har spillet rigtig godt ved EM, hvilket især blev markeret i deres første kamp, hvor de vandt intet mindre end 5-1 over Skotland.
Desuden er der tale om en ottendedelsfinale. Det betyder, at Danmark bliver sendt hjem, hvis de ikke formår at vinde kampen.