Zinedine Zidane afviser vildt trænertilbud: Ville have tjent 750 millioner om året

Af: Jesper Bengtson

|

02/06/2025 19:20

Fodbold
Foto: Quality Sport Images/Getty Images
Foto: Quality Sport Images/Getty Images
Franskmanden vil kun have ét job.

Mest læste i dag

Mens de saudiarabiske fodboldklubber kaster om sig med astronomiske kontrakter til både spillere og trænere, er der én mand, der ikke lader sig lokke af oliepengene.

Zinedine Zidane har ifølge den franske avis L'Équipe takket pænt nej til et absurd højt tilbud, som ville have sikret ham en løn på over 100 millioner euro for blot ét år på trænerbænken.

Og ja du læste rigtigt.

Over 750 millioner kroner for at vifte lidt med armene og give taktiske instrukser i et klima, hvor man sveder bare af at tænke på en fodbold.

Sådan skriver mediet Maisfutebol.

Hvilken klub der stod bag det vanvittige tilbud, er ikke blevet afsløret, men det står klart, at de saudiske klubledere mener det alvorligt, når de shopper blandt de største navne i international fodbold.

Selvom pengene er store nok til at få de fleste til at pakke kufferten hurtigere end en vikar på vej til Gran Canaria, så er Zidane ikke som de fleste.

Den tidligere Real Madrid-træner har ikke stået i spidsen for et hold siden 2021, men han virker alligevel ikke desperat.

Ifølge L'Équipe venter han tålmodigt på, at trænerjobbet for det franske landshold bliver ledigt, og han har tilsyneladende ingen intentioner om at bruge sit CV på et saudiarabisk sidespring.

Det forstår man da også godt.

Når man har vundet tre Champions League-titler og to spanske mesterskaber på bare fem et halvt år, har man vel lov at være lidt kræsen.

Zidane, der selv har rødder i både Frankrig og Algeriet, er noget nær fodboldens svar på kongelighed, og måske netop derfor lader han sig ikke rive med af den økonomiske dans i ørkensandet.

Han har tilsyneladende et blik rettet mod Eiffeltårnet snarere end Riyadhs skyline.

Så mens saudiske klubber fortsætter deres shoppingtur i fodboldens supermarked, må de indstille sig på, at der stadig findes profiler, der ikke har prisskilt i panden.